Sony-chef: Vi kan vise PS4 frem inden E3

Måske allerede til maj.

De store spillekonsoller bliver traditionelt vist frem til spilmessen E3, der finder sted i Los Angeles i starten af juni. Men traditioner er som bekendt til for at blive brudt. Nu varsler en af de øverste chefer for Sony, at fremvisningen af den næste Playstation måske vil foregå et godt stykke tid inden E3 -- måske endda til maj.

Meddelelsen kommer fra vicechefen for Sony Home Entertainment, Hiroshi Sakamoto, i et interview med emol.com fra CES-messen.

- Det er stadig en stor hemmelighed (hvornår vi viser PS4 frem, red.). Men vores venner arbejder hårdt med Playstation. Vi er meget fokuserede på E3-spilmessen i juni, men en annoncering kan ske både i det øjeblik og tidligere, udtaler han.

Konkret adspurgt turde Sakamoto også indrømme, at der bliver tale om en stor annoncering. Flere spilhjemmesider har søgt en uddybning på citatet, men ingen fra Sony har ville kommentere på udtalelserne.

Rygterne går indtil videre på, at Playstation 4 udkommer enten til jul eller i begyndelsen af 2014. De fleste udviklingsværktøjer forventes udsendt til spiludviklerne i løbet af sommerferien. Der spekuleres også i, at den næste Playstation bygger på en CPU og et grafikkort fra AMD.

Dette års E3-messe foregår den 11. til 13. juni i Los Angeles, men oftest holder de tre store konsolfirmaer, Sony, Microsoft og Nintendo, en pressekonference i dagene op til messens begyndelse.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!