Salget af Wii U-spil ligger underdrejet i USA

Data fra NPD tyder på, at Nintendo kæmper for at få solgt sine spil.

Forbrugerne har haft nok i at skulle betale en høj pris for selve Nintendos Wii U-konsol til også at købe premieretitler i hobetal. Faktisk er det samlede antal solgte spil i konsollens første måned under halvdelen af hvad GameCube og Wii kunne præstere i deres første måned.

Tallene gælder kun for ikke-digitalt salg og stammer fra analysebureauet NPD. Bag konstateringen og sammenligningen står dog et helt andet analysebureau, nemlig Cowen & Company.

I løbet af Wii U's første måned blev der solgt 43% færre spil end i Wii'ens premieremåned, og endda 50% færre end i 2001, hvor Nintendo GameCube havde sin debut. Tallene har været tilgængelige i lidt over en uge, men det er først nu, at brancheanalytikere lægger mærke til den beskedne interesse for Wii U'ens spæde spilkatalog.

I England er det på tredje uge ikke lykkedes et Wii U-spil, der ikke er ude til andre platforme såsom Playstation 3 og Xbox 360, at bryde igennem på top-40-listen over mest solgte spil.

Til gengæld går det udmærket for Nintendo på pengefronten, for selve omsætningen af konsoller og spil ligger i dollars og cents langt over hvad Wii kunne præstere i 2006. Til gengæld er den nye konsol også langt dyrere med prisskilte på enten 300 eller 350 dollars for hhv. Basic og Premium. Da Wii udkom, kostede den kun 250 dollars.

Nyheden om den skarpe omsætning blev taget godt imod på den japanske børs. Umiddelbart efter nyhedens ankomst steg Nintendos aktiekurs med 5,6%.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!