Arkivet: Piger på forsiden sælger ikke

Vores bedre halvdele er bandlyste hos de store spilfirmaer, der i flæng fjerner hunkøn fra deres omslag.

Hvorfor tænder vores pengepung ikke på kvindelige spilfigurer?

Søndag. Ugens sidste dag, hvor alt synes at foregå i et langsommere tempo. En tid til at fordybe sig og gå i arkiverne. Denne artikel blev oprindelig publiceret den 12. januar 2013. Vi vælger at genbringe den, fordi vi ultimo '14 fortsat må kigge langt efter kvinderne på forsiden af spilkasetterne, det på trods af, at de udgør halvdelen af alle computerspillere.

Tager man gennemsnittet af vestlige spiludgivelser, er der en overvejende sandsynlighed for, at reklamematerialet er domineret af hankøn. Fra BioShock til Mass Effect og Skyrim, ja, mange af de højt-profilerede titler direkte udelader kvinderne fra deres udstillingsvindue, dette på trods af at de stadig oftere spiller en akkurat så vigtig rolle som deres mandlige modspil.

I sig selv ikke en banebrydende nyhed, da computerspil traditionelt har beskæftiget sig med mandlige hovedpersoner, men samtidig en sejlivet diskurs, der selv med kvindernes indtog i AAA-spillenes kernefortællinger ikke synes at ændre sig.

Henvist til bagerste række

Et faktum, BioShock-fans forleden fik at føle, da omslaget til det længe ventede BioShock Infinite blev offentliggjort. På forsiden toner den selvsikre, men også indebrændte hovedperson Booker frem, på hvis skulder der hviler et oversavet jagtgevær. I baggrunden ses et brændende Stars and Stripes, alt imens gnister slår op i ansigtet på ham.

1

Man må kigge langt efter BioShock Infinites kvindelige hovedperson, Elizabeth, på det officielle omslag.

Hvor er spillets akkurat så karismatiske nøglefigur Elizabeth, spurgte den dedikerede fanskare? 2K Games kunne dertil svare, at hun skam var at finde på bagsiden af omslaget, og rigtig nok. Hengemt bag indholdsbeskrivelse, screenshots og diverse juridiske tekster finder du hende.

At 2K havde henvist Elizabeth til bagsiden gjorde ikke just folk i et bedre lune, og det med rette. Hvorfor skal den mandlige hovedrolle ene og alene indtage forreste række i et spil, hvor der netop lægges op til tæt samarbejde de to protagonister imellem?

Det var da også en undskyldende Ken Levine, der efterfølgende gik i dialog med den vokale fanskare. Han kaldte omslaget et marketingfolkenes værk, der først og fremmest forsøger at ramme kernesegmentet af spillets modtagere, i dette tilfælde unge drenge i puberteten.

Han så da gerne, at forsiden inkluderede Elizabeth, akkurat som Little Sisters-figurerne havde gjort det i de første BioShock-spil, men i sidste ende er det ikke Levines beslutning. Alligevel lovede den garvede spilveteran, at BioShock Infinite som et plaster på såret ville komme med et såkaldt dobbeltsidet omslag, hvor på indersiden er trykt et andet motiv, der i øvrigt blev valgt af publikum.

BioShock Infinite-historien står ikke alene. Efterhånden er det reglen snarere end undtagelsen, at de store spilfirmaer får på puklen over, hvad der ligner kønsdiskriminerende adfærd. EA måtte eksempelvis i flere år høre for ikke at medtage den kvindelige Commander Shepard (FemShep) i reklamematerialet for deres science-fiction-epos Mass Effect. Først ved udgivelsen af Mass Effect 3 for knap et år siden gav EA efter for det massive pres. Der blev trykt et dobbeltsidet omslag til retail-versionen, med FemShep på bagsiden, ligesom der blev produceret en reklamefilm med hende som hovedaktør.

Et skridt i den rigtige retning, eller hvad? Størstedelen af reklamematerialet var endnu med den mandlige Shepard i centrum, og få måneder senere var den da også gal igen, da omslaget til Mass Effect Trilogy-opsamlingsboksen blev offentliggjort uden FemShep i sigte.

3

Den kvindelige version af Mass Effect-protagonist Commander Shepard var først at finde på (indersiden) af coveret til tredje spil i serien, der udkom sidste år, dette på trods af at have været med siden begyndelsen i 2007.

Pengemændenes marionetdukker

Men okay. Måske det ikke er så underligt, at prioriteringen er som den er, når man kaster et blik på de kolde fakta. Penny Arcades Ben Kuchera kunne så sent som i november måned rapportere, efter at have talt med administrerende direktør for amerikanske EEDAR, Geoffrey Zatkin, hvordan moderne computerspil med en mandlig hovedrolle i gennemsnit sælger 75% flere kopier end tilsvarende spil, hvor hovedpersonen er en kvinde. Bedre går det de udgivelser, hvor både mænd og kvinder er at finde i de bærende roller, men alligevel halter de godt 25% efter de hankønsdominerede spil.

De umiddelbart overrumplende tal er måske ikke så overraskende endda, når man holder dem op imod det faktum, at spil med kvindelige hovedpersoner i gennemsnit får tildelt et marketingbudget på 40% af normalen. Marginalt bedre ser det igen ud for de titler, hvor både mænd og kvinder indtager første række, men stadig taler vi om et tæt på halveret budget.

I lyset af ovenstående er det måske ikke så underligt, hvorfor spilfirmaerne forsøger at nedtone tilstedeværelsen af kvindelige computerspilfigurer. Der kommer simpelthen færre penge i kassen. Hvorfor, ja, det kan vi jo med rette spørge os selv om, forbrugerne. Giver vi ikke de kvindelige spilhelte en chance, og de forsvinder fra reklamematerialet såvel som fra spillene selv. Omvendt, gør spilfirmaerne ikke noget for at fremme deres tilstedeværelse, og vi får ikke lejlighed til at lære dem bedre at kende.

En saga blot

2

For Naughty Dog har der aldrig været tvivl om, at Ellie skulle være at finde på omslaget til deres post-apokalyptiske The Last of Us.

Derfor er det berigende, at ikke er alle lader sig kue af pengemændenes trusler om reducerede marketingbudgetter og dårligere salgstal. Amerikanske Naughty Dog, bedst kendt for deres Uncharted-serie, tog senest afstand fra fænomenet, da de blev foreslået at fjerne den kvindelige protagonist Ellie fra forsiden på omslaget til deres kommende PlayStation 3-eksklusiv The Last of Us.

Creative Director Neil Druckmann kunne således fortælle, hvordan Naughty Dog var blevet mødt med en del skepsis over hendes fremtrædende rolle på omslaget, men at det ikke kunne komme på tale at fjerne så central en figur i spillets univers fra noget så vigtigt som spillets forside. I øvrigt mener Druckmann, at det er en saga blot, at tilstedeværelsen af hunkøn skulle have så negativ indflydelse på spillets kommercielle modtagelse som af flere parter påstået.

Til trods for Naughty Dogs eksemplariske handlen er det altså fortsat majoriteten af spilfirmaerne, der negligerer hunkønnet, det være sig spilmekanisk som reklamemæssigt. En EEDAR-undersøgelse fra sidste år viste således, at sølle 4% af de samlede spiludgivelser har en kvindelig hovedrolle.

At der i forvejen er så få af dem at vise frem, dermed, gør ikke betingelserne lettere, men så længe der også hersker konsensus om, at kvinder på forsiden af computerspil ikke sælger, kommer vi til at kigge langt efter dem.

Kilder: Penny Arcade, VG24/7, Wired

Kommentarer (10)

Opret bruger

ELLER