Stor opdatering på plads til PlanetSide 2

Sony lover en række nye sager det næste halve år.

Sonys nye free-to-play-skydespil, som Eurogamer.dk var ret vild med, har fået en fin start og er nu parat til sin første større patch. Sony Online Entertainment skriver i en ny meddelelse, at den næste opdatering til spillet udkommer den 30. januar.

Beskeden kom på spillets officielle forum, hvor samtlige specifikke detaljer i opdateringen også er beskrevet.

Et af hovedpunkterne er at give spiloplevelsen mere flow. Derfor laver Sony ændringer, der gør det lettere for spawnede spillere at holde sig i livet lidt længere end aktuelt. Mange brugere har kritiseret PlanetSide 2 for at være nådesløst for nybegyndere, og dette træk er en af de første imødekommelser af problemet.

Der kommer også nye beregningsmetoder til at fordele experience points til sejrherrerne i de store slag. For langsommere computere bliver PlanetSide 2 også mere effektivt og flydende, da koden optimeres på især det grafiske område.

Sidst, men ikke mindst, så er der selvfølgelig en stribe konkrete fejlrettelser, så PlanetSide 2 sjældnere går ned og oplever mærkelige clippingfejl.

Opdateringen bliver den første i en lang række over de næste seks måneder. I bedste planøkonomiske stil vil John Smedley fra Sony Entertainment snart fremlægge en 'seksmånedersplan', der skal skitsere de overordnede linjer for PlanetSide 2 frem til sommerferien. En del af disse tiltag slås fast i samarbejde med communityet.

Se nærmere på Eurogamer.dks dækning af spillet på vores PlanetSide 2-underside.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!