Painkiller Hell & Damnation kommer til konsollerne

Og det sker til april.

Efter er par måneder til pc er det endeligt besluttet, at skydespillet Painkiller Hell & Damnation også får en version til Playstation 3 og Xbox 360. Det sker endda allerede den 5. april over det meste af Europa.

Sådan fortæller udgiveren bag både pc- og konsolversionerne, Nordic Games, efter at spillet har været ude til pc siden oktober.

Painkiller Hell & Damnation er det seneste spil i rækken af ekstremt blodige og voldelige Painkiller-spil, der har fået en central placering på eSports-scenen for sit hurtige gameplay. Den nye Hell & Damnation-version til konsollerne sendes på gaden i to forskellige formater, hhv. en Standard Edition og en Collector's Edition til relativt beskedne udsalgspriser på 25 og 35 britiske pund.

Arbejdet med at konvertere spillet fra pc til konsoller finder sted hos polske The Farm 51, der atter tager Unreal Engine 3.0 i brug til at lave grafikken. De lover det sædvanlige entourage af singleplayer-, co-op- og multiplayerspil.

Det er dog ikke afsløret, om holdet bruger noget af den ekstra udviklingstid på at tilføje flere maps og våben til Painkiller-oplevelsen.

Eurogamer.dk tog et kig på Painkiller Hell & Damnation tilbage i oktober måned, da spillet udkom til pc. Læs vores anmeldelse, som vi siden har renset for blod- og ligpletter.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!