Gabe Newell er 'trist' over Windows 8

Valves chef er stadig skeptisk overfor Microsofts nye styresystem.

Pc-branchen er omgæret af meget skepsis og katastrofetænkning i disse år, hvor smartphones og tablets er i rivende udvikling og har kopieret mange af de funktioner, som indtil for få år siden kun kunne opnås på en pc.

Men der sker også store omvæltninger for platformen. Dels er der kommet en ny bannerfører med Microsofts Windows 8-styresystem, dels er der bedre udsigter til, at den kan generobre en del af konsollernes greb om gamerne. Det kan bl.a. ske, når Valve for alvor ruller deres nye Steam Box-idé ud som softwaresystem og senere decideret hardware. Med denne kan man sætte en pc-lignende maskine til tv'et og nyde mange af oplevelserne fra Steam med en controller.

De to store parter i denne kamp, Microsoft og Valve, har dog ikke fået det bedre siden oktober, hvor Gabe Newell fra Valve udtrykte stor skepsis for Microsofts nye styresystem. Han mente, at Windows 8 trak pc-branchen i retning af en lukket platform med Windows 8's nye e-butik, og at det ville smadre den kreative, kaotiske og åbne natur, som Windows-pc'en har haft i årtier.

Kritikken gentages i et nyt interview med The Verge.

Her udtrykker Gabe Newell sig igen ret tydeligt om Windows 8. Han er 'meget trist' over, at Microsoft valgte en mere tillukket platform med Windows Store. Udtalelserne er nogle af de første efter Valves første præsentation af Steam Box idéen i går.

- Som én, der er med i det store pc-økosystem, så er det fedt, når man får hurtigere trådløse netværk og bedre grafik. Derimod var Windows 8 ekstremt trist. Det skader alle i pc-branchen. I stedet for at gøre alle spændte og give dem lyst til at købe en ny pc og ny software, har vi oplevet et 20% fald i salget af pc-enheder. Det er ikke det, som en ny generation af styresystemer skal gøre. Det burde give en 40% stigning, og det skræmmer mig, at det i stedet blev et fald på 20%. Jeg finder Windows 8 ubrugeligt, udtaler Gabe Newell.

Senere i interviewet uddyber Gabe Newell nogle ret interessante idéer med Steam Box-systemet, bl.a. muligheden for at streame signalet til flere fjernsyn via Miracast-teknologi.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!