Steam Box-rygterne tager til

Er Valve ved at lave en Linux-baseret konsol?

Vi har ført hørt meldinger om det nye projekt fra Valve, Steam Box, der kan vælte op og ned på balancen mellem konsol- og pc-gaming, hvis systemet bliver til virkelighed. Nu tager rygterne om hybridkonsollen til i styrke med meldinger om, at Steam Box måske allerede udkommer inden slutningen på år 2013.

Det skriver det tyske IT-site, Golem.de.

Ifølge deres nyeste oplysninger vil Steam Box køre på en Linux-platform og dermed gå udenom Windows, som ellers er den største platform for Steam i øjeblikket. Planen bliver angiveligt, at Steam Box både skal udkomme som en decideret hardwareenhed og som software, der kan indgå i flere tv- og set-top-løsninger som overbygninger.

Idéen med Steam Box er helt grundlæggende, at den digitale distributionstjeneste Steam skal indgå som fundament for en ny hybrid mellem pc og konsol. Du vil få samme fordele som det traditionelle Steam ifa. downloads, automatiske opdateringer og cloud-lagring af data, men det vil være let at installere, da softwaren er indbygget i Steam Box fra starten. Du skal blot slutte enheden til fjernsynet.

Og i forvejen har Valve forberedt sig gennem længere tid med Big Picture-delen af det nuværende Steam, som er en mellemting mellem den traditionelle Steam-oplevelse og en spillekonsol. Her har layoutet større knapper og er lettere at gå til, når folk slutter deres pc til fjernsynsskærmen og bruger et joypad til at styre med. Det er samme teknik, der forventes at blive anvendt i Steam Box.

Valve har ikke selv ønsket at kommentere nyheden, og det er uvist hvornår firmaet vil fortælle mere om Steam Box til offentligheden. Der er både GDC-messen i marts, E3-messen i juni og GamesCom-messen i august til at gøre det, alt efter hvor hurtigt ude de ønsker at være.

Ifølge Golem.de bekræftede en ingeniør fra Valve, Ben Krasnow, at konsollen er på vej, da han gæstede EHSM-messen i Berlin i sidste måned.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!