Nintendo: Wii U sælger 'ikke ringe'

Ikke godt, slet ikke fantastisk, men heller ikke ringe.

Endnu ligger der kun sparsomme og tvetydige tal for, hvordan Nintendos Wii U klarede sig igennem premiereugen og det ganske julesalg i den tætte kamp mod Playstation 3, Xbox 360 og sågar den oprindelige Wii U.

Men hvor det plejer at være Nintendos pligt at være optimistisk, rosende og at tale stemningen op, så er firmaets øverste chef anderledes afdæmpet i et friskt interview med nyhedsmagasinet Reuters.

Det kan man støve op inde på Reuters' egen hjemmeside.

Adspurgt om en aktuel status på Wii U's evner og fremgang i markedet mener han blot, at salget 'ikke er ringe'. Der har ikke været samme udsolgte butikker som dengang Wii udkom, men det er fornemmelsen, at det trods udeblivelsen af de hype-skabende scener går udmærket fremad for maskinen.

- I slutningen af julesæsonen var det ikke sådan, at der var amerikanske butikker med totalt udsolgt af Wii U-konsoller. Ikke som dengang, hvor Wii havde premiere og fik stor opmærksomhed. Men salgstallene er ikke ringe, og det er min fornemmelse, at den klarer sig stabilt, udtaler Satoru Iwata, der er øverste chef for hele den globale del af Nintendo.

Iwata erkender senere i interviewet, at Nintendo også har haft kvaler med at sende to forskellige udgaver af sin konsol ud på markedet på én og samme tid. Wii U udkom i en Basic-model og en Premium-model med kun 50 dollars i prisforskel, og der har værdien af Basic-udgaven åbenbart været så skrabet, at Nintendo ikke har kunne komme af med sine lagre.

På den bekostning har butikkerne tit meldt udsolgt af Wii U Premium, hvilket han beklager på vegne af selskabet.

Nintendo Wii U udkom den 30. november i Danmark, hvor det også var tvivlsomt, om man kunne få Premium-udgaven i selve premiereugen, med mindre man havde forudbestilt i god tid.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!