The War Z: Anmeldelse

Hvem holder råddenskaben borte?

Havde det været et hvilket som helst andet spil, havde det været nemt at afskrive det med nogle få beskidte ord og absolut beskedne mængder ros. Men nu, hvor spillet ikke alene har skabt overskrifter, men gevaldige overskrifter, kaster det en helt anden form for lys over The War Z. Det er umuligt at ignorere spillets udviklere efter at de i forbindelse med spillets lancering viste sig som enten totalt inkompetente eller bevidst lyssky svindlere.

De fleste gamere er sikkert bekendte med moddet til ARMAII, DayZ, som i øjeblikket også er i støbeskeen som et stort, selvstændigt spil. En kombination af flot stealth og survival-horror skabt på fundamentet af en solid krigssimulator. Mange af idéerne fra DayZ er hentet direkte over i The War Z i en grad, at det ikke er tilfældigt. Det er et halvhjertet stykke plagiatarbejde. Det efterlader The War Z som et projekt fra elendige udviklere, der er fuldstændig blakket for originalitet: men nogle gange er det faktisk sjovt.

1

Indtil videre har vi set tre typer nærkampsvåben og fem pistoler. Man kan opgradere dem med ekstra udstyr, hvis man - vel at mærke - betaler sig fra det.

Måske har jeg en svaghed for fortabte sjæle, men der er ingen tvivl om, at The War Z er skabt med absolut mindste midler. Idéen med spillet var oprindeligt, at du i en åben verden af zombier skulle spille MMO-gameplay i en bane, der var skabt som en tro kopi af Colorado. Op til 100 spillere kunne bevæge sig igennem byer og miljøer for at skaffe forsyninger og våben i en postapokalyptisk verden. Der er dog langt fra idé til praksis, for The War Z er teknologisk på niveau med et Playstation 2-spil. Bygningerne er teksturforskrækkede klodser, der er sat op på line, og når du angriber en fjende, består angreb af tre på hinanden følgende animationer. Flot klaret!

Værst af det hele er, at The War Z sender dig ud i ødemarken uden nogen forklaring på, hvad du skal. I mit første spil skete følgende: jeg kom til verden midt om natten, tændte en fakkel og blev så smadret af to andre spillere. Naive jeg troede, at jeg havde lavet en fodfejl ved at tænde lampen og dermed have tiltrukket zombier, men det var ikke meningen: de andre ville bare gerne dræbe mig. Helvede - det er de andre!

Og det lærer man hurtigt. De første gange jeg mødte andre spillere, blev jeg pløkket omkuld med det samme. Det får naturligvis én til at træde lidt mere varsomt, og heldigvis kan man godt vige udenom spredte grupper af zombier. Man kommer dog ikke udenom de talrige snigskytter, som man tit først får at se, når de røver de lig.

"The War Z har et betalingssystem, som mest minder om chikane."

2

Dag-og-nat-cyklen er en fin idé, som er elendigt udføt. For det første varer de utroligt længe, for det andet er der virkelig kulsort, når det er mørkt. Det fjerner underholdningsværdien.

Heldigvis er der enkelte sjæle, som ikke er ude efter blod, straks de ser en anden spiller. Det er især let at komme i gruppe med andre, som også lige er startet og også mangler det vigtigste gear. Men så kan jeg fortælle en anden historie: jeg mødte en gut på vej til en militærbase, og vi blev enige om, at vi sammen skulle finde våben ude i ødemarken. Jeg fandt en hammer og en pistol, og da jeg overrakte min makker den gode hammer, kvitterede han ved at slå mig i baghovedet. Han skrev 'sorry' i chatten og så kunne jeg starte forfra.

The War Z er et ret frygtindgydende sted at være, når denne slags sker mod naive og mere casualorienterede spillere. Det er en underlig udtryksform, at mord er eneste svar, man kan give til hinanden. De bedste zombiehistorier fra andre medier handler om menneskelige reaktioner på at være midt i et frygtsomt helvede, og selvfølgelig bør man anerkende, at The War Z's verden indeholder en del af dette. Men med sin ustrukturerede natur ender det med, at zombierne kun er en form for baggrundsstøj, mens alle menneskene får røde advarselslamper til at blinke.

Hvis det skulle være den eneste ting, som The War Z lykkes med, så går det galt med alt andet. Der er langt imellem de interessante oplevelser, for som oftest ender de spæde begyndelserne på en ny server med, at man dræbes af en gruppe ventende tyveknægte. Zombiernes kunstige intelligens er uforudsigelig, men selve spiloplevelsen er vældig ustabil. Fjender kan løbe igennem solide vægge og ofte få øje på dig, selvom du gemmer dig bag en væg.

3

Zombierne kan ikke klatre op i biler, så en god taktik er at slå dem i hovedet mens du kører omkring. Ikke specielt originalt, men det virker.

Mange af problemerne med The War Z bunder i, at spillet mangler en grundlæggende form for struktur. Et spil foregår ved, at du indledningsvis skraber ting, våben og genstande sammen, hvorefter du enten bliver en, der overfalder nye spillere, eller en, der er på jagt efter selv samme tyveknægte. Første halvdel tager lang tid, for du skal den lange vej tilbage til dine 'safe zones' hver gang du skal af med noget isenkram.

The War Z indeholder et betalingssystem, som ikke giver ret meget mening. Nok skal du betale for selve spillet, men du skal betale for rigtig, rigtig meget med spillets virtuelle møntfod. Eksempelvis koster det penge at invitere spillere til sin klan. Derfor skal du først betale 20 pund for spillet, før du betaler mere for at få adgang til de mest basale funktioner. Du kan også købe våben, men når risikoen for at miste dem permanent er så overhængende, hvor meget gider man det så?

Det bliver kaldt et MMO, men The War Z har ikke meget onlinespil over sig. Dine figurer stiger langsomt i niveau og evner, men disse 'færdigheder' eller 'skills', som de skal give adgang til, er ikke tilføjet spillet endnu. Du kan spille i fire-fem timer, blive skudt af en camper, og så forsvinder alt. Hensigten med at lave et end-game, hvor kampen mellem zombier og stærkt bevæbnede mennesker skulle udspille sig, udspiller sig ikke i praksis. Der er en herskende tomhed over The War Z.

The War Z bliver ikke engang sjovt når du ender i toppen af fødekæden. I ét spil formåede jeg at finde en snigskytteriffel, en automatriffel og rigeligt med patroner. Jeg gik op i et hus i en nærliggende by og skød tilfældige forbipasserende på lang afstand. Det gjorde jeg en hel time. Min fornemmelse var, at ikke én var bevæbnet, og på den baggrund fik jeg ikke meget underholdning ud af det. Hvordan skal det være sjovt at campe i timevis for at dræbe spillere, der ikke engang kan se, hvor du er? Hvis det er endestationen for et spil, så er det virkelig tamt.

Vi kan kun beklage, at al kontroversen omkring The War Z har givet spillet en vis profil. Før eller siden vil nogle svage sjæle købe spillet. I bund og grund er det et uærligt og grimt spil fra nogle uærlige og inkompetente folk. Det er en katastrofe.

3 / 10

Læs om vores karaktersystem The War Z: Anmeldelse Rich Stanton Hvem holder råddenskaben borte? 2013-01-06T20:30:00+01:00 3 10

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!