BioShock: Ultimate Rapture Edition er på vej

En god opvarmning inden det snarlige BioShock: Infinite.

Selvom der kun er tre måneder til premieren på det næste selvstændige kapitel i BioShock-serien, BioShock: Infinite, så kan ventetiden stadig være svær. Heldigvis er 2K Games nu parat med et glimrende middel til at slå ventetiden ihjel og varme op til en af årets store spilbegivenheder.

Udgiveren har i dag bekræftet, at BioShock: Ultimate Rapture Edition er på vej, og at det vil ske allerede om to-tre ugers tid.

Den 26. marts får BioShock Infinite premiere. 2K Games varmer op med en særudgivelse af de gamle spil om fjorten dage.

Man skal se udgivelsen som en 'Greatest Hits'-udgave af BioShock-serien med de to oprindelige spil og de utallige udvidelser, der i tidens løb er dukket op til de to spil. Pakken indeholder både BioShock 1, BioShock 2 og samtlige DLC-downloads, der er sendt ud til de to spil. Den udkommer til både Xbox 360 og PS3.

Desværre har vi endnu ikke fået tilsagn om en dansk udgivelsesdato på spillet.

Derudover venter der forskelligt nyt indhold til de to spil. En af de lækreste tilføjelser for ægte fans er Museum of Orphaned Concepts, hvor du på et museumsagtigt sted kan se det artwork, der i sin tid blev tegnet mens 2K Games planlagde den undersøiske by Rapture.

De konkrete udvidelsespakker, der følger med i Rapture-udgaven, er Plasmid Pack, Sinclair Solutions Tester, Challenge Rooms Pack, Rapture Metro, Protector Trials og Minverva's Den. Kort skitseret har udvidelsespakkerne løbende tilføjet nye plasmids og tonics, nye multiplayerbaner og uddybende singleplayermissioner, der fortalte hemmelige sider af Rapture.

Eurogamer.dk fik forleden mulighed for at besøge 2K Games og se det helt nye BioShock: Infinite, der udkommer i slutningen af marts. Du kan læse vores smugkig fra besøget med meget mere om det spændende nye FPS.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!