Ser vi den nye Xbox om 158 dage?

Xbox Lives ansigt udadtil har sat en nedtælling i gang.

Den nye konsolgeneration blev officielt skudt i gang den 30. november, da Nintendo sendte sin Wii U-konsol på markedet. Men måske går der ikke lang tid før vi ser endnu et medlem af next-gen-familien, for om 158 dage og et par timer venter en stor, ny annoncering, der har med Xbox-mærket at gøre.

Nedtællingen er startet på MajorNelson.com, der er Microsofts officielle talerør for Xbox Live-fællesskabet. Nedtællingen er lagt op uden konkrete bemærkninger, kun et 'And it's on' til at ledsage tallene.

E3 2012 Xbox Games trailer

Hiver man den lille kalender frem, udløber den pågældende nedtælling den 11. juni, hvor - meget belejligt - den store E3-spilmesse løber af stablen i Los Angeles. Det betyder med al mulig sandsynlighed, at vi ser den længe ventede fremvisning af den næste Xbox-konsol på dette tidspunkt.

Egentlig var det meningen, at Microsoft ville vise sin næste konsol frem allerede i 2012, men pludselig steg salget af konsollen i Nordamerika og gav en ny saltvandsindsprøjtning til Xbox 360.

Mange troværdige kilder, bl.a. Bloomberg, mener dog, at den næste konsol udkommer inden dette års julesæson. Indtil videre forbliver dette dog spekulation, for hvis afmatningen i den globale økonomi fortsætter, kan konsollen måske blive udsat til år 2014.

Læs her, hvad rygterne fortæller om maskinens specifikationer og grafiske formåen.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!