Nyt Sony-patent kan bremse brugte spil

Den næste Playstation-konsol udelukker måske brugte spil.

Det virker godt for pengepungen, når man køber brugte spil til halvdelen af udsalgsprisen. Men bag metoden ligger tabt indtjening for spiludgiveren, der i forvejen kæmper mod stigende udviklingsomkostninger og faldende overskudsgrader i tidens skrantende spilmarked.

Nu lader det dog til, at flere af de store konsolfirmaer vil sætte aktivt ind overfor salget af brugte spil, når den næste generation af maskiner såsom Playstation 4 og Xbox 720 dukker op på markedet.

Sony har registreret et nyt patent, der kan gøre det væsentligt sværere at spille brugte spil på firmaets næste konsoller. Det konkrete patent sætter et elektronisk ID-mærke på spilskiven, så forbruget af den kan overvåges, inklusive hvilke konsoller, den bliver sat i. I praksis vil det gøre det muligt at udelukke brugen af spil på mere end én konsol og dermed eliminere brugtspilsmarkedet totalt.

En vis fordel ved denne teknologi er, at man ikke behøver være tilsluttet internettet for at gennemføre kontrollen. Dermed vil det ikke blive nødvendigt at anvende samme 'always-on' antipiratkopieringsmetoder, der har modtaget voldsom kritik til pc'en.

Lykkes det Sony at begrænse brugtspilsmarkedet på baggrund af teknologien, kan det i øvrigt betyde, at behovet for Season Passes og Online Passes bliver minimeret.

Patentet blev registreret i september måned og sættes af flere hjemmesider sammen med den næste Playstation-konsol, der sandsynligvis bliver afsløret til E3-messen i midten af juni.

Sony har ikke kommenteret patentet offentligt.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!