Årets Spil 2012: Rollespil

Trædemøllen der gav den bedste stimuli i det forgangne år.

1

Lad dig ikke narre, Torchlight II er trods sin karikerede grafiske stil et tematisk dunkelt spil, der forsætter hvor etteren slap.

Torchlight II (PC)

2012 var året, hvor Blizzards længe ventede tredje kapitel i den diabolske Diablo-saga bragte helvede til jord. Det var også året, hvor selvsamme måtte se sin helvedesild udbrændt af opkomlingene fra Runic Games, der med Torchlight II leverede årets bedste (action)rollespiloplevelse.

Torchlight II huser nemlig det mest afbalancerede og vanedannende gameplay i sin genre, det grundet flere årsager. Først og fremmest sidder kampsystemet lige i skabet. Kombinationen af lettilgængelighed og spilmekanisk dybde er god, og den audiovisuelle feedback, som man tæsker sig vej gennem ødemarkens udskud, eminent. Det føles simpelthen godt at slå ting ihjel, og det er en altoverskyggende faktor i actionrollespil.

Læs hvordan Torchlight II gennemtæver Eurogamers anmelder med sin solide spilmekanik

Dernæst er Torchlight II pt. det spil på markedet, der bedst belønner spilleren for sin ukuelige nedslagtning af fjender. Selvom det næste orange-farvede stykke udstyr aldrig er lige om hjørnet, hænder det trods alt, at man oplever glædens rus ved at finde en sådan. Ligeledes er databasen af udstyr overkommelig af størrelse, men indholdet forskelligt nok til at man prompte genkender det. Resultatet er en større glæde ved det grej, ens spillerfigur bærer, hvilket er endnu en vigtig hjørnesten af genren.

Endelig byder Torchlight II på et interessant slutspil, der tager loot-mekanikkens principper og overfører dem til selve udformningen af udfordringer for spillere på højeste niveau. Med Mapworks-systemet er man ikke længere henset til at gentage de samme få slutbosser om og om igen, nej, i Torchlight II bliver der konstant genereret nye områder, hver med forskellige karakteristika, fjendetyper og loot-modeller. Dermed formår trædemøllen at forny sig selv i tilstrækkelig grad, og kedsomheden minimeres.

Derfor fungerer slutspillet i Runic Games' spirituelle Diablo-opfølger

Sammenfatter man ovenstående synes Torchlight II at udmærke sig bedre end Blizzards til tider skosede Diablo III. På mange måder føles Runic Games' vellykkede spil også i højere grad som en opfølger til Blizzards populære serie, det mere så end sidstnævntes eget bud.

Runner-up: The Last Story (Wii)

Final Fantasy-skaber Hironobu Sakaguchis Wii-eksklusive The Last Story var en af årets store overraskelser. På trods af at være produceret i Japan er spillet meget vestligt i sit udtryk og spillemåde, tænk BioWare snarere end Square-Enix. Huser derudover en af de mest mindeværdige figurgallerier i denne konsolgeneration.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!