Årets Spil 2012: Platformsspil

Den klassiske genre platformsspil lever i bedste velgående. Vi kårer årets bedste.

1

Fascinerende, farverig, fantastisk: Fez!

Allerede i 2008 fik Phil Fish skabt en god buzz omkring sit kommende og nyskabende platformsspil. Men da spillet i starten af 2012 stadig ikke var udkommet, var den buzz ved at dø ud, og Phil måtte se sig lagt for had og latterliggørelse. Mange tvivlede på, at det lovede spil nogensinde ville se dagens lys. Men i foråret 2012 skete det så. Med et friskt pust opmærksomhed takket være den fantastiske dokumentarfilm Indie Game: The Movie, lå Fez klar til download på Xbox Live Arcade.

Den farverige og retroinspirerede pixelverden foldede sig ud for de interesserede, eller rettere drejede sig. For den grundlæggende mekanik i Fez' gameplay, er en 3D verden, der hele tiden bliver tvunget ind i et 2D perspektiv. For at navigere igennem platformsuniverset er man nødt til at dreje selve verdenen rundt, så man kan se tingene fra de fire forskellige sider.

Men spillerne fandt også hurtigt ud af, at der udover den nytænkende homage til Tetris, Zelda og Mario, også gemte sig et dybere lag af mystik og gåder. Snart var diverse fora på internettet i gang med at knække spillets koder, hvor af enkelte er overordentligt svære.

Fez er årets bedste platformsspil, fordi det prøver noget helt nyt og unikt, og klarer opgaven med bravour. Det koger platformsspillet helt ned til sin essens, fjerner fjender og slåskampe så der kun er "at komme gennem banen" tilbage. Oven i det er der et spændende lag af gåder, der skal løses og koder, der skal knækkes. Alt sammen pakket ind i smuk varieret pixelgrafik og et fantastisk stemningsskabende soundtrack.

Se hvordan Fez egentlig fungerer i denne video af årets platformspil.

Runner-up til årets platformsspil: Giana Sisters: Twisted Dreams

Nogle ville sige, at Giana Sisters startede som en grim - og uoriginal - ælling. Mere end tyve år senere er Giana Sisters: Twisted Dreams dog absolut en smuk - og original - svane. Både rent konkret i det grafiske udtryk, men også i overført betydning, for her er masser af nytænkning i genren.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!