Molyneux skraber penge nok ind til GODUS

Gudesimulatoren bliver alligevel til virkelighed som følge af en flot slutspurt.

Den legendariske spiludvikler, Peter Molyneux, nåede alligevel at skrabe penge nok sammen til sit nye udviklingsprojekt, Project GODUS. Det er sket på crowdsourcinghjemmesiden Kickstarter.

Sammen med sit øvrige udviklingshold på 22Cans er det lykkedes at skrabe 450.000 britiske pund sammen, som var det oprindelige mål.

Det er tilmed sket to dage før fristens udløb. Der var ellers en vis skepsis om GODUS ville nå sit mål, da der var lang vej igen for blot ti dage siden.

Støtten til GODUS kommer fra 14.700 mennesker, der er interesserede i at se Molyneux' idé til en genskabelse af det gamle gameplay fra gudesimulatoren Populous. Spillet grundlagde i sin tid Molyneux' karriere, der siden førte til Theme Hospital og Theme Park.

22Cans har nu løftet ambitionerne, hvis det lykkes dem at skrabe endnu flere penge sammen. Lykkes det spillet at skrabe 460.000 pund sammen, lover 22Cans at lave flere single- og multiplayerfunktioner i spillet. Kommer spillet op på 475.000, bygger holdet videre på de sociale funktioner, og er der i sidste ende 550.000, når boet gøres op, kan vi se frem til Linux- og OUYA-understøttelse i vente.

Disse funktioner har åbenbart vakt en del interesse fra brugerne, for i skrivende stund er GODUS helt oppe på 525.000 britiske pund. Du kan hele tiden følge med på Kickstarter-hjemmesiden for at se, hvor langt Molyneux og Co. er nået.

Forleden viste 22Cans en del af multiplayerfunktionerne frem i en video, som du kan se her hos Eurogamer.dk. Vi er spændte!

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!