Ugens App: Smashville

Dansk killer-app. Så kan Angry Birds godt gå hjem og lægge sig.

1

Det er næppe nogen hemmelighed, at der sidder nogle særdeles talentfulde danske app-udviklere rundt omkring i det danske land, og det lille studie FundayFactory, er et rigtigt godt eksempel på netop dette.

Med ansatte der tidligere har beskæftiget sig med danske succeser som ”Skærmtrolden Hugo” og ”Pixeline”, er der tale om erfarne udviklere, og FundayFactorys første store release til iPad og iPhone, Smashville, er da også et rigtigt positivt bekendtskab.

Smashville går, måske ikke overraskende, ud på at smadre ting, og selvom det vel egentligt også er hovedpointen i Angry Birds, ja så sker det i Smashville bare med langt mere stil. Plottet er forholdsvist simpelt og uinteressant, og genfortælles vel egentligt bedst med FundayFactorys egne ord: ”Vi kender vel alle sammen historien om den gamle sure gud, der flyver rundt og passer sig selv, hvorefter han pludseligt bliver overfaldet af aliens, der prøver at skyde ham ned med en gigantisk stjerneskydende kanon.”

Det giver ingen mening, men det gør ikke noget. De to linier skal nemlig bare forklare, hvorfor du som spiller skal smadre en meget sur gammel gud, ind i alverdens bygninger og genstande, i et desperat forsøg på at forhindre nogle Aliens i et få mere ammunition til deres stjernekanon. Well played!

Selve spillet foregår i real time, og det fungerer ved, at du styrer den lille gud rundt, ved at plotte ruter ind for ham med din finger. En rute plottes ved at trykke på guden, og herefter føre fingeren rundt på skærmen. Når du løfter fingeren vil guden udføre den rute du har udlagt for ham, medmindre han støder ind i en forhindring undervejs, hvorefter han vil blive afbrudt i sin rute, og derfor skal have plottet en ny, for at han kan bevæge sig.

2

Forhindringerne består af enten stopklodser eller søjler, der er jævnt fordelt ud imellem de forskellige bygninger du skal smadre, for at samle stjerner. Hele spillets points er, at des længere du avancerer i banen, des hurtigere kommer spillet til at gå. Efter bare få minutters spil, vil tempoet være så kraftigt op, at du skal plotte ruterne ualmindeligt hurtigt ind, for hele tiden dels at undgå at blive indhentet af de konstant jagtene aliens, og dels at få indsamlet samtlige stjerner, så du ikke bliver skudt ned. Det er sindssygt vanedannende, og der går lynhurtigt sport i at forbedre sin score, fordi man jo selvfølgelig bare var uheldig da det gik galt sidste gang.

Spillet er gratis at hente i App Store, men det betyder naturligvis ikke af FundayFactory bare er en flok gode samaritanere der ikke er interesseret i at tjene penge. Til gengæld er indtjeninsmetoden (næsten) optimal i Smashville, og det virker ikke, som det ellers er tilfældet i mange andre gratis-applikationer - som om at indtjening har været hovedfokus i udviklingen af spillet. De indsamlede stjerner bliver omsat til mønter du kan samle ind, og disse mønter kan du investere i opgraderinger til din gud, eller til power ups som kan gøre dit næste spil lidt lettere. Det er disse mønter du kan købe flere af for rigtige penge, og derudover tilbydes der også et par ”Smash Packs” der blandt andet gør det muligt helt at fjerne alle reklamer fra spillet, og fordoble raten hvormed mønter indtjenes fremadrettet - smart træk.

Smashville er et rigtigt fint lille spil, og udmærker sig både med fin grafik, en god lydside og et gameplay der nemt kan findes frem og lægges væk, når du lige har fem minutter.

Læs mere om Android spil og telefoner her.

Læs om vores karaktersystem

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!