Kæmpe multiplayerinteresse i Assassin's Creed 3

Ubisoft udsender spændende tal fra AC3's første måned.

Ubisoft har ramt hovedet på sømmet med hensyn til at skabe multiplayerfunktioner, der kan interessere og tiltrække gamere i hobetal til Assassin's Creed 3.

I forhold til sidste års Assassin's Creed: Revelations har dobbelt så stor en andel af køberne brugt tid i spillets multiplayerdel.

Det fremgår af officiel statistik, som Ubisoft har samlet over spillets første måned på markedet.

Her kan udgiveren med en vis stolthed fortælle, at der er solgt ikke færre end syv mio. eksemplarer af spillet siden premieren i slutningen af oktober. Af disse blev de 3,5 mio. langet over disken i løbet af de første syv dage på markedet.

Og i den mere besynderlige ende har Ubisoft regnet sig frem til, at gamerne har haft et tidsforbrug i Assassin's Creed 3 svarende til 82 århundreder, og at de har dræbt i alt tre mia. sagesløse virtuelle skabninger. Af disse drab er 250 mio. foregået i multiplayerdelen, hvor folk åbenbart er ret gode til at snige sig omkring: det har taget fem mia. sessioner om at få den kvarte mia. drab.

Med i alt syv mio. solgte kopier er Assassin's Creed 3 det hurtigst sælgende Ubi-spil nogensinde, hvilket er ret imponerende for en serie, der byder på nye episoder hvert eneste år.

Især er det en modsætning til andre store vinterserier såsom Call of Duty, der begynder at vise mætningstegn.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!