Militærsimulatoren ArmA III udkommer, måske som det egentlig var forventet, først i løbet af år 2013.
Dog forventes det stadig, at der kommer en nogenlunde fungerende alphaudgave af spillet ud på nettet i løbet af denne måned, så dedikerede fans kan teste en snert af det endelige spil.
Det fremgår af nye udtalelser fra en af de ledende udviklere hos Bohemia Interactive, Joris-Jan van 't Land, der har snakket med GamePolitics om holdets ret turbulente år.
- Vi har forsøgt at implementere mange ændringsforslag, som gør vores hold og spil mere nyskabende. Der er dog kommet flere problemer ind i billedet, som vi umuligt havde forestillet os, udtaler Joris-Jan med hentydning til sommerens anholdelse af to Bohemia-udviklere i Grækenland.
De var begge taget til øen Lemnos som research til spillet, men blev arresteret og mistænkt for spionage. De sidder stadig i fængsel i Grækenland den dag i dag.
Herudover arbejder Bohemia også på en selvstændig lancering af DayZ, der er blevet et ultrapopulært mod til ArmA 2 med sit zombietema.
Indtil videre ved vi, at ArmA III bliver endnu en taktisk militærshooter med fokus på et stort open-world-gameplay. Spillet foregår i år 2030, hvor NATO skal forsvare Europa fra mellemøstlige magter anledt af Iran.
En stor del af handlingen foregår i Grækenland, hvor man spiller som en vis kaptajn Scott Miller fra de britiske Special Forces. Der kommer meget moderne og fremtidig militærteknologi med i spillet, hvor især dronefly bliver en fremtrædende del af dine våben.

