'ZombiU fik uretfærdige anmeldelser'

Udviklerne bag spillet føler sig ikke forstået af mange spilsites.

Der var ikke meget enighed om kvaliteten i en af de første Wii U-titler, ZombiU, da spillet udkom den 18. november i USA og den 30. november i Europa.

Eurogamer.dk gav spillet 9/10 og lagde vægt på, at uhyggen og det bevidst langsomme spiltempo var forfriskende elementer i zombiegenren. Andre spilsites har derimod set sig sure på spillet, bl.a. var ét konkret site helt nede på 4/10 i karakter.

Det har vakt visse følelser af uretfærdighed hos udviklerne bag spillet. Producer Guillaume Brunier fra Ubisoft indrømmer i et interview med Nintendo Life, at de var skuffede over mange af spillets første anmeldelser. De vidste godt, at der var både styrker og svagheder i ZombiU, men at dommen i visse tilfælde var så stærk som i 4/10-anmeldelsen, kom bag på dem.

- Vi var meget skuffede over de første anmeldelser fra USA. Vi er klare over, at der både er styrker og svagheder i oplevelsen, men vi havde ikke forventet så skrappe bedømmelser, udtaler Brunier.

Heldigvis så Brunier, at efterhånden som mindre sites anmeldte spillet i kølvandet på de store eksklusivanmeldelser, begyndte der at tegne sig et mere rosende og nuanceret billede af spillet. Overordnet set er Ubisoft tilfredse med spillets modtagelse.

På MetaCritic, der samler de mest betydningsfulde anmeldelser af ZombiU, har spillet i øjeblikket en gennemsnitsscore på 76/100.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!