The Secret World bliver abonnementsfrit

Men det er ikke helt free-to-play, endnu.

Endnu et stort onlinerollespil slækker på sine betalingskrav i håbet om at tiltrække flere brugere. Denne gang drejer det sig om norske Funcoms The Secret World, der i første omgang har droppet sit månedlige abonnement. Fremover skal du blot købe spillet til normal udsalgspris for at få permanent og ubegrænset adgang til spiluniverset.

For at tjene lidt ekstra skillinger vil Funcom løbende udsende opdateringspakker med nyt content, der kun vil koste symbolske beløb. Den første af disse pakker udkommer i januar måned. Patches med fejlrettelser forbliver for en god ordens skyld gratis.

Du kan også frivilligt købe et abonnement til 15 euro om måneden, der bl.a. giver dobbelt XP i én time hver 16. time. Med abonnementet får du også gratis bonuspoints, som du kan bruge i spillets butik.

Det sker mindre end to måneder efter at Funcom forsikrede, at spillet ikke ville gå i retning af free-to-play-modellen. Dagens tiltag gør ikke The Secret World til free-to-play i klassisk forstand, men det er bestemt i den retning.

Tiltaget kommer i forlængelse af en tid, hvor Funcom har svære økonomiske problemer og har måtte opsige talrige medarbejdere. Mange af problemerne bunder i, at interessen for The Secret World ikke har indfriet forventningerne.

Gamle abonnenter får en engangssum, når den nye model træder i kraft.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!