Wii U er den grønneste konsol

Hvorfor kramme et træ, når Wii U'en også er grøn?

Spilkonsoller får sjældent ros med på vejen fra energiorganisationer, der kæmper for et lavere strømforbrug i moderne husholdninger. Eksempelvis kan det koste flere hundrede kroner i elforbrug alene at have en Playstation 3 tændt i standby - for slet ikke at tale om, at konsollen er noget nær en brødrister, når du gamer løs med Uncharted og Gran Turismo.

Til gengæld kan Nintendo forvente at få ros for sin seneste konsol, Wii U, der havde premiere i Danmark den 30. november. Vores digitaliserede brødre på Eurogamer.net har kørt konsollen igennem en strømtest og opdaget, at konsollen har halvt så stort et energiforbrug som både Xbox 360 og Playstation 3.

Hvor Xbox 360 bruger 75W og Playstation 3 bruger 70W på at spille FIFA 13, så trækker Wii U kun 32W med det samme spil. Strømforbruget er desuden ens uafhængigt af, om du ser Netflix-film eller navigerer rundt i Miiverse-systemet. Lavest er energiforbruget, når Netflix kører. Da trækker Wii U 29W.

Forklaringen er ifølge Eurogamer.net, at Wii U ikke har markant større ydeevne end hverken PS3 og X360, men til gengæld kører meget mere effektivt. Det er bl.a. bedre køling og mindre behov for blæserudluftning, der gør Wii U så energieffektiv.

Læs mere om den tekniske side af Wii U i Eurogamer.dks anmeldelse.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!