Stort spil på vej fra Plants Vs. Zombies-teamet

PopCap låner den flotte Battlefield-motor til deres næste spil.

PopCap Games har høstet megen hæder og kultstatus for alle sine seje spil, bl.a. Peggle, Zuma's Revenge og især Plants vs. Zombies, alle med det ene mere geniale koncept end det andet.

Nu er udvikleren parat til en større opgave, for de har købt licensen til den flotte FrostBite 2-grafikmotor og vil bruge den i et nyt spil, der skal konkurrere med de største i branchen.

Det kommer frem i et jobopslag, som PopCap og EA har lagt ud på internettet.

Her står der, at PopCap arbejder på en såkaldt 'AAA'-titel med Frostbite 2-grafik. Netop denne grafikmotor var en del af Battlefield 3 og er med i rigtig mange af EA's fremtidige udgivelser. Idéen med PopCaps nye spil er efter sigende at lave et spin-off af Plants vs. Zombies med et spilkoncept, der læner sig op ad skydespillet Team Fortress 2.

Det vil sige et skydespil med forskellige figurtyper og en tegneseriepræget stil, der åbenbart skal lade sig inspirere af Plants vs. Zombies-spillet.

PopCap befinder sig fysisk i Seattle-regionen i USA og foretrækker en ansøger, der også har erfaring med konsolspil og netværksarkitektur. Det lyder som om spillet skal udkomme til både pc og konsoller og have betydelige multiplayerfunktioner.

Der følger ikke en officiel bekræftelse eller kommentar med på vejen fra EA, så vi må vente på en endelig offentliggørelse af de to firmaers samarbejde.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!