Need For Speed: Most Wanted - Anmeldelse

Criterion er klar med nyfortolkningen af spillet fra 2005.

Det er ikke meget, der adskiller EAs nyeste Need for Speed-udgivelse fra at være det seneste skud på Criterions Burnout-stamme. Need for Speed: Most Wanted er faktisk umådeligt tæt på at være en tro kopi af Burnout Paradise med takedowns, nitroboosts og en kæmpemæssig åben verden der ligger for fødderne. Ræsene startes, nøjagtig som hos fætteren, med at brænde dækkenes gummi af i en heftig omgang hjulspin, og de forskellige varianter af takedowns har præcis de samme navne, som i Burnout. Der er i det hele taget blevet lånt rigtig meget - men det er ikke nødvendigvis et problem.

For Need for Speed: Most Wanted er, ligesom slægtningen, et ganske udmærket stykke håndværk. Der er bygget på samme princip som i den tidligere udgivelse med samme navn - som et værdiløst nul er det opgaven at få ryddet de ti mest eftersøgte kørere af vejen for til sidst at blive kronet som 'Most Wanted'. Denne gang er det dog uden neonrør under bilerne, graffiti på dørene eller kiksede historier om bedrag, korruption og storbarmede piger i bikini.

1

Politiets ihærdighed giver anledning til nogle hæsblæsende biljagter.

Hele eventyret mod toppen starter en smule tungt og kedeligt. Styringen er langt fra forgængeren, Hot Pursuit, og bilerne føles i den første time som en indkøbsvogn med påmonteret jetmotor, og det giver faktisk anledning til mere end en smule frustration, når trafikken og hushjørner konstant står i vejen for den buldrende Porsche 911, Lamborghini Countach eller Audi R8. Efterhånden som kilometertælleren tikker derudaf, er det dog som om, at der bliver løsnet lidt op bag rattet, og nydelsen ved at sidde i førersædet gør med tiden sit indtog i racerhjertet.

Most Wanted har omkring 40 biler at gøre godt med, som alle er tilgængelige fra start, men som er gemt i alle gader og stræder i den fiktive by, Fairhaven. Udvalget spænder vidt med både formel 1-lignende racermonstre, pickuptrucks, dagligdagsbiler og selvfølgelig en bred vifte af eksotiske sportsvogne, der får savlet til at løbe i munden - Det er muligt at skifte til alle de fundne biler, når det lyster, men man skal dog teleporteres hen til netop det sted, hvor bilen blev fundet, når man skifter og det latterliggører lidt hele konceptet, at der skal ligge så stramme restriktioner i et ellers så frit system. Dertil skal det også nævnes, at skiftet mellem bilerne alt for tit giver anledning til 15 sekunders kedelig loadingskærm.

Bilerne kan alle tunes og tilpasses, men kun i en vis grad, og det er faktisk begrænset til et yderst smalt udvalg af opgraderinger. Samtidig er det også kun muligt at deltage i fire ræs i hvert af de 40 køretøjer, hvilket fjerner muligheden for at holde specielt meget af bilerne. Det gør forholdet til bilerne upersonligt, og de føles snarere som maskiner end hjertebørn. De sparsomme opgraderinger bliver også i den grad overflødiggjort, da man alligevel kun har brug for bilerne i fire omgange.

2

Billboards er placeret overalt i Fairhaven. Hvem sagde Burnout?

Vejen fra bundprop til ræserkonge kommer i form af Speed Points, som er belønning for alt, der sker i Fairhavens gader. Belønningerne varierer i størrelse, og vil med tiden give adgang til et løb mod en af de ti mest eftersøgte, hvor det er 1 mod 1, mens politiet samtidig ihærdigt gør alt for at fuldføre deres arbejde ved at lade utallige sømmåtter og politiblokader ramme asfalten.

Og det er netop i politijagterne, at Most Wanted giver anledning til virkelig at folde sig grafisk ud. Med politiet lige i hælene, er det svært bare at holde sig inden for vejens rammer, og fortovets fliser bliver tit taget i brug. Gnisterne springer febrilsk rundt mellem de sammenstødende biler, mens lygtepæle og postkasser bliver revet fra hinanden i et virvar af træ og metal. Solens gule stråler spejler sig elegant i vandpytterne på vejen og kaster dyriske skygger bag bilerne. Den høje fart gør verdenen omkring bilerne udvisket og kombineret med den brølende motor, gør det følelsen af fart majestætisk god. Soundtracket er plasket til med hårdtpumpende basproduktioner, som passer fantastisk til hver eneste kilometer i timen som nålen i speedometeret passerer.

Autolog vender endnu en gang tilbage, som den irriterende lille dreng, der konstant prikker på skulderen for at fortælle, hvor meget bedre vennerne er end dig. I denne omgang er det blevet implementeret så dybt, at det er muligt at springe direkte til et event fra gaden, og det fungerer stadig, ligesom i de tidligere udgivelser, som en fremragende motivation til at tage kampen op mod vennerne.

3

Der bliver spillet med nogle grafiske muskler af de helt store

Drager man ud i onlinelandet, er det dog desværre lidt med en blandet smag i munden bag racerhjelmen. Der er mange forskellige events i mange forskellige områder, som desværre alle sammen har det til fælles, at de langt fra er strukturerede nok - der bliver simpelthen ikke gjort nok for at forklare, hvad der egentlig skal ske i de forskellige løb, mens størstedelen af løbene samtidig er uinteressante. Èt af løbene havde som mål at køre flest gange ud over en klippe ved et fyrtårn, og det virker i det hele taget som om, at disse små prøver bare er ligegyldige veje til Speed Points frem for egentlige konkurrencer. I de almindelige typer løb, lader Most Wanted sig også falde bagud af ubalancerede takedowns, da det lidt for ofte kræver alt for lidt for at blive slået af vejen. Det er i det hele taget ret frustrerende at tage ræset online, og selvom det en gang imellem lykkes fint, er det overskygget af frustrationspunkterne.

Need for Speed: Most Wanted er en smule rodet. Muligheden for at skifte biler on-the-fly, som egentlig skulle have strømlinet oplevelsen, ender med at skyde sig i foden, mens en forvirrende og lidt intetsigende multiplayer ikke formår at bruge det enorme potentiale til noget specielt. Hvad der derimod bærer pakken langt op igen, er køredelen i sig selv. På netop det plan har Criterion skabt noget af det ypperste inde for genren - Køreglæden er enorm og følelsen af fart er umådeligt god. Samtidig er det også en grafisk opnåelse af de helt store. Faktisk noget af det bedste, der er set i lang tid i racergenren. Most Wanted ender dog med at skuffe en smule, mens det dog langt fra er et dårligt spil. Forventningerne bliver bare ikke indfriet.

7 / 10

Læs om vores karaktersystem Need For Speed: Most Wanted - Anmeldelse Emil Søndergaard Larsen Criterion er klar med nyfortolkningen af spillet fra 2005. 2012-12-10T09:42:00+01:00 7 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!