Det kniber med støtten til Molyneux' Godus

En ny video skal sætte gang i indsamlingen.

11 dage tilbage og kun halvt i mål.

Den berømte og berygtede spildesigner, Peter Molyneux, oplever vigende støtte til sit næste projekt på crowdsourcing-hjemmesiden Kickstarter. Her er det kun lykkedes at indsamle halvdelen af det påkrævede beløb til at finansiere Project Godus, selvom der er gået 2/3 af den allokerede indsamlingstid.

Med knap 11 dage tilbage har spillet indsamlet 240.000 britiske pund, mens der er krav om en samlet sum på 450.000 pund før projektet kan føres ud i livet. Indsamlingen begyndte den 21. november og har kun 11 dage tilbage.

For at sparke gang i indsamlingen har Peter Molyneux og resten af 22Cans indspillet nedenstående video, der fortæller lidt mere om formålet med Project Godus. Måske kan det hjælpe på brugernes interesse. I videoen ser man, at Project Godus faktisk har en fungerende prototype på plads, og at det handler om at proppe mere indhold og polering ind i projektet med tiden på Kickstarter.

Du kan besøge Project Godus på Kickstarter.

Tilbage til Molyneux' rødder
Project Godus er næste projekt fra Peter Molyneux, der i tidens løb har skabt mange forbløffende spilserier såsom Theme Hospital, Fable og Dungeon Keeper. Et af de første projekter fra hans hånd var gudesimulatoren Populous, og det er netop denne genre, som Project Godus har sin inspiration fra. Det oprindelige Populous udkom i 1989.

Hvis det lykkes Molyneux at skaffe nok knaster til at få sit nye Kickstarter-projekt igennem, forventes det at udkomme til september 2013 til pc, tablets og mobiltelefoner.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!