Dark Souls 2 meldt på vej

Gamernes svar på Fifty Shades of Grey er officielt på vej mod et nyt kapitel.

S/M-miljøet har piske og nihalede katte. Gamerne har Dark Souls.

Det japanske hardcore-rollespil, Dark Souls, får en fortsættelse til både Xbox 360, PS3 og pc. Denne fortsættelse får en helt ny hovedperson og laver om på multiplayerdelen, som ellers fik rigeligt med ros i det første kapitel.

Nyheden om Dark Souls 2 brød ud til Video Game Awards, der blev afholdt i USA forleden - uden at man skulle klippe i lærreder og andet improviseret ståhej.

Der kom desværre ikke detaljer om hvornår Dark Souls 2 kan forventes ude. Til gengæld var From Software, der igen står bag spillet, villig til at love, at spildesigneren Hidetaka Miyazaki er tilbage som en af ledende kræfter bag udviklingen. Den overordnede planlægning og ledelse er dog overdraget til en vis Tomohiro Shibuya.

På gameplayfronten kan vi som nævnt forvente en ny hovedperson og et nyt plot. Fortællingen vil finde sted på 'et anderledes og forventet sted', uden nærmere specifikation. Man vil sørge for at få større fjender og slag ind i oplevelsen, og så vil multiplayersektionen blive lavet godt og grundigt om, så der kommer større interaktion med og mod andre spillere.

En fortsættelse til Dark Souls var på sin vis ventet, da Dark Souls indtil videre har solgt 1,9 mio. eksemplarer og opnået fabelagtige anmeldelser både i USA og Europa. Indtil i går har From Software dog hverken ville af- eller bekræfte en fortsættelse.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!