Arbejdet begynder med det næste Halo

343 rykker om på holdet, så arbejdet med nyt Halo kan begynde.

De nye Halo-drenge fra 343 Industries, der har taget over for Bungie, hviler ikke på sine laurbær efter arbejdet med Halo 4 fra begyndelsen af november. Holdet rykker nu op og ned på sin sammensætning for bl.a. at påbegynde arbejdet med det næste kapitel i serien, der sandsynligvis udkommer i slutningen af 2014.

Det fortæller Frank O'Connor, der leder seriens overordnede udvikling hos 343.

- En masse folk fra 343 arbejder allerede nu med prototyper på, hvad Halo skal være i fremtiden. Vi begyndte arbejdet med det næste Halo allerede mens Halo 4 var på vej mod trykkeriet, og vi laver løbende om på vores hold, så ressourcerne bruges de bedste steder, udtaler han til CVG.

Han vil dog ikke præcisere hvilket Halo-spil, han helt præcist hentyder til. Der kommer med sikkerhed et Halo 5, men tidligere har Microsoft også udtalt, at de arbejder på en helt separat trilogi i universet, måske med en anden genre end de traditionelle FPS-titler.

I øjeblikket er ressourcefordelingen hos 343 sådan, at de fleste kræfter bruges på udvidelser og eSports-arbejde med Halo 4. På det punkt lover udviklerne også, at der er god support til Halo 4 langt ind i det nye år - og sandsynligvis også i år 2014.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!