PlanetSide 2 Anmeldelse

Tid til et gratis og fedt MMO. Læs hvor vilde vi er med PlanetSide 2!

Enten kan man bunde, eller også kan man ikke.

PlanetSide 2 har i hvert fald tænkt sig at teste dine overlevelsesevner fra første fløjt. Du laver en figur, giver den et navn, vælger en gruppe at kæmpe for, og så bliver du bogstaveligt talt kastet ud fra rummet lige ned på slagmarkens absolut mest røg- og krudtbefængte sted. Du er omgivet af talrige soldater og tanks, og som regel er middellevetid noget, man måler i tiendedele sekunder frem for år.

Selv hvis du overlever de første stunder, bliver det på ingen måde mere afslappende. Du hopper fra dødsfald til dødsfald i en tågetilstand af forvirring og ikoner, der overhovedet ikke bliver forklaret på spillets brugergrænseflade. Du føler dig ikke som en helt eller en elitesoldat, men som et menigt stykke kanonføde, der befinder sig i en intergalaktisk kødhakker på Duracell-batterier. Før eller siden bliver du kørt over af en tank, og det skulle ikke undre, om en fra dit eget hold sidder bag rattet.

Men du skal ikke tage det personligt, for sjældent har PlanetSide 2 tid nok til at tage en slapper og forklare, hvorfor tingene går, som de går. I de fleste andre skydespil består et hold af 16 spillere, med mindre det er særlig stort med op til 64 spillere. I PlanetSide 2 har Sony tilladtop til 2.000 spillere på hvert eneste virtuelle kontinent. Godt nok er de ikke på skærmen på samme tid, men det er en dynamisk oplevelse, hvor slagene glider ind og ud af hinanden med opdelte grupper.

2

Hvis du modder spillet, bliver du smidt ud. Det er ikke tilladt at lave om på free-to-play-spillet PlanetSide 2.

Fordelen for konkurrenterne, eksempelvis Call of Duty og Battlefield, har været, at de mindre holdstørrelser gør grafikken pænere. Men selvom PlanetSide 2 har flere spillere på skærmen på samme tid, er det fuldt ud på niveau med modstanderne, når man ser på niveauet for andre action-MMO-spil. PlanetSide 2 er et af de mest ambitiøse onlinespil nogensinde, og ser man stort på fejlene fra premieren, lever det op til mange af sine næsten umulige løfter.

I starten føles det faktisk mærkeligt at kæmpe i en gigantisk, åben verden. Det er ikke så frygtindgydende, som man kunne frygte, og for det meste gælder de helt almindelige regler fra skydespillenes mastodonter. En fuldtræffer afhænger dog af evner, ikke af niveauer og perks. Hvis du vil undgå at blive skudt, skal du søge dækning. Vil du skyde mere sikkert, skal du gå i knæ og bruge dit sigte. Det er trods alt et skydespil! Og i modsætning til Call of Duty, så er kampene ikke låst til ét afskærmet sted, men udvider sig efterhånden som kampene tager til i skala. Fra det ene øjeblik til det andet kan en bro gå fra at være et stykke pynt til en vigtig færdselsåre for biler og tropper.

Eftersom PlanetSide 2 bygger på en åben verden, kan alle hoppe ombord efter behov. Der er ingen lobby, ingen kø og ingen mærkelige begrænsninger mod at deltage. Du kan vælge Instant Action og komme direkte til en god gang krudttåge, men du kan også se dig om og vælge din egen vej ind i slaget.

3

Der er ingen straf for at dø. Det kunne andre MMO-udviklere lære noget af.

Jo længere kampene varer, jo flere folk trækkes ind i dem. Transportvogne bliver sat ind som mobile spawnpunkter, antallet af fly tager til, og bakkerne klistres til med tanks. Det hede hule helvede brager løs og den ene side ender med en sejr. Måske kommer der forstærkninger, måske ikke. Kampene kan blive ekstremt omfattende og PlanetSide 2 er så ambitiøst, at det skal tolkes som Sonys altoverskyggende omfavnelse af free-to-play-modellen. De kunne sagtens have taget 600 kr. for denne slags spiloplevelse. Når man føler sig allermest underholdt, spørger man med rette: Hvornår kommer der noget svindel? Uden at betale én eneste krone kan du få alle fem klasser, adgang til alle dragter, adgang til alle tre kontinenter, alle biler, ingen begrænsninger og al den spilletid, du ønsker dig.

Spillet giver dig aldrig skyldfølelse for ikke at betale abonnement. Det svarer til League of Legends og Tribes Ascend, blot på uendeligt større skala og med en mindre generende forretningsmodel. Til gengæld er fordelene ved at betale symbolske beløb ret stor: støvler, der kan gøre det lettere at samle ressourcer sammen, og bedre pistoler. Til 40 kr. stykket er de ret dyre, og der er nok at vælge imellem til at et samlet arsenal koster anseelige summer.

4

Mænd og kvinder har samme isenkram i PlanetSide 2.

Selv uden frivillig betaling får du en habil og god gang pistol med fra første fløjt. Det handler stadig om evner, ikke niveauinddeling og perks, hvis man vil overleve. Butiksvarerne er hovedsageligt variationer af de våben, man starter ud med fra begyndelsen af PlanetSide 2. Og hvis du er interesseret i én særlig pistol, kan du låne den i 30 minutter før du beslutter dig for et permanent køb.

Senere hen i spillet bliver det dog sådan, at en kamp mellem to spillere afgøres af den, der har brugt flest virtuelle eller virkelige penge på at købe opgraderinger og svinedyre pistoler. En god pistol kan også være en investering, for med den får du flere drab og derfor flere virtuelle penge at købe for. Man kunne frygte, at det ville skabe skævvridninger, således at visse områder blev domineret af betalende kunder, men dertil er slagene alt for for store. Du er blot én soldat ud af mange, og selv den dyreste pistol er ikke bedre end en tank på toppen af bakken.

Uanset din rolle, så er underholdningen bundsolid i PlanetSide 2. Vores største kritikpunkt er, at spillet har en stejl indlæringskurve, og at det ikke gør meget ud af at forklare sig selv i starten. Der er ingen tutorial til at sætte dig ind i spillets princippet, med mindre du accepterer at blive henvist til en timelang YouTube-video fra udviklerne. Herudover er spillets brugergrænseflade stoppet til med uforståelige ikoner, blinkende lys og nogle mærkelige farvevalg og minimale skrifttyper. I bund og grund er spillet dog ret nemt at lære at forstå.

5

Selv når det går rolig for sig, venter der et gigantisk slag lige rundt om hjørnet.

Grafikken virker også en anelse forvirrende. Farvevalget og teksturerne gør det tit svært at se, om en modstander er fra din egen eller en anden gruppe, og om vedkommende befinder sig tæt på eller langt fra. Især Vanu-racens lilla farver smelter sammen med baggrunden og giver en camouflerende fordel igennem PlanetSide 2.

I selve slagene er underholdningen meget varieret alt efter hvilken klasse, du spiller. Du kan skifte mellem dem på må og få, enten ved at skifte ved en ammunitionspost eller spontant, når du dør. Der er Heavy Assault, som har tank-agtigt meget liv og krudt, Infiltrators, som er glimrende snigskytter, og Light Assault, der er mobile med deres jetpacks. Jo mere du spiller som én klasse, jo flere points scorer du med den, og de kan gå til altafgørende opgraderinger.

Skizoide typer kommer dog ikke langt, selvom det til en vis grad er muligt at spille alene i PlanetSide 2. Du kan løbende slutte dig til eller blive sluttet til grupper, og du kan hjælpe folk med at angribe og forsvare, for kort derefter at stikke af og finde nye eventyr. I de store slag er det begrænset, hvor meget én figur kan udrette, men det føles ekstremt tilfredsstillende at være et lille tandhjul i maskineriet. Du får klart mest ud af PlanetSide 2 ved at samle nogle venner sammen, snakke med dem i voice-chat og udrette noget. For når din gruppe smadrer alt og alle ved simpelt sammenhold, føler man sig ekstremt potent og krigsgal.

6

Angriiiib!

På langt sigt er PlanetSide 2 nok i risikozonen for at kunne blive kedeligt og ensformigt. Hvornår det sker, er dog for tidligt at udtale sig om. Lige nu bruger spillerne deres tid på at udvikle deres figurer og gøre dem stærke nok til at tage beslutninger på egen hånd, og det er spændende at se, om nogen vil udvikle sig til egentlige ledere af større grupper på samme måde som EVE Online. På et tidspunkt vil kampene formentlig udvikle sig til planlagte stridigheder mellem enorme grupper, og der kan man håbe, at der kommer en vis belønning for en sejr. I øjeblikket føles det ret tomt, når alt blot genstarter uden at den vindende part får en præmie for sit arbejde.

PlanetSide 2 ligner Guild Wars 2 ret meget. Begge er det spil, der er afhængig af at kunne holde dampen oppe for sine medlemmer. I øjeblikket har der kun været nogle slemme serverproblemer at brokke sig over i PlanetSide 2.

Allerede nu er PlanetSide 2 dog en udsøgt triumf: det er en blanding af MMO og FPS, der trods alt ikke medbringer det absolut bedste fra begge verdener, men stadig gør den bedste indsats for at sammensætte de to spilgenrer så interessant som muligt. Det er værd at undersøge alene for at se, hvor store slagene kan blive. Og hvis du kan kæmpe side om side med nogle venner, er PlanetSide 2 en uforglemmelig oplevelse.

9 / 10

Læs om vores karaktersystem PlanetSide 2 Anmeldelse Richard Cobbett Tid til et gratis og fedt MMO. Læs hvor vilde vi er med PlanetSide 2! 2012-12-01T19:06:00+01:00 9 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!