New Super Mario Bros. U - Anmeldelse

Super New Yoshi's World Mario Bros. 64 Island U.

Det virker en anelse paradoksalt, at titlen på en af Nintendos hyppigst tilbagevendende spilserier starter med New. Med lanceringen af New Super Mario Bros. U tæller vi nu fjerde installation på kun seks år og anden udgivelse inden for få måneder. Man tænker, at Nintendo næppe kan have noget nyt på hjerte?

Ved første øjekast virker alt da også til at være ved det gamle. Mario, Luigi, Bowser og en kidnappet prinsesse. Idylliske græssletter, golde ørkener og frosne snelandskaber. Forvoksede svampe, funklende guldmønter og flagstangen der markerer slut på en bane. New Super Mario Bros. U krydser alle de obligatoriske checkbokse og graver endda dybere i den ikoniske blikkenslagers historik end de seneste udgaver har gjort.

Yoshi og ungerne dukker har fået en renæssance, det interaktive banekort er tilbage og der er sågar blevet plads til et gensyn med vaskebjørnsmekanikken. Ja, et kort øjeblik mistænker man nærmest Nintendo for blot at have nyfortolket en af 16-bit-klassikerne i 720p, ikke at det ville være en dårlig løsning. Kernemekanikken sidder nemlig lige i skabet. Mario løber, springer og svæver med en elegance, som andre platformspil kun drømmer om. Der er en ekstrem detaljegrad og helt igennem eminent føling på fysikken, hvilket er med til at minimere tilfældigheder og fremelske solidt gameplay.

1

Det såkaldte Boost Mode, hvor to spillere samarbejder om at bringe den buttede blikkenslager helskindet igennem banerne, er eneste nævneværdige Wii U-funktionalitet i New Super Mario Bros. U, der ellers krydser alle klassiske Mario-checkbokse.

Alt dette ville selvfølgelig være ligegyldigt, hvis ikke banerne gav anledning til kreativ brug af Marios formidable dansetrin. Her leverer New Super Mario Bros. U heldigvis også. Fra de simple begynderbaner med nøje indstuderede fjendemønstrer, der skal lære nye spillere takten, alt imens garvede Mario-entusiaster symfonisk stryger igennem, til de mere komplekse, hvor lyskilder er sparsomt placeret eller gulve, vægge og anden geometri skiftes til at forsvinde i et ellers forpustende tempo.

New Super Mario Bros. U er den moderne generations Super Mario World, og det er et kompliment, der bør vække begejstring for enhver Mario-fan, men også for folk med hang til velskabt spildesign i al almindelighed. Alligevel kan New Super Mario. U bære sin titel med værdighed, da Nintendo, trods af at hente størstedelen af sin kernemekanik fra den nu 22 år gamle SNES-klassiker, også har fundet plads til flere interessante eksperimenter.

Forrest i køen står Boost Mode, en ny kooperativ måde at spille Super Mario på. Her samarbejder to spillere om at føre Mario sikkert gennem banerne, den ene i rollen som Mario, den anden som omnipotent, overjordisk hjælper. Sidstnævnte kan via Wii U-konsollens tavlecontroller manipulere det svært overkommelige terræn, således nye platforme opstår, fjender paralyseres eller hemmelige remedier afdækkes. Det er en sjov, asymmetrisk spilsituation, langt bedre end den anden og i øvrigt tilbagevendende multi-player-funktion, hvor op til fire spillere aktivt kæmper for overlevelse i banerne.

2

New Super Mario Bros. U føles spilmekanisk som sine 16-bit-forgængere, hvilket er et ubetinget plus, men er ikke bange for at innovere med ny funktionalitet, der tester selv den mest garvede Mario-spiller.

Når kampagnen, der selvfølgelig består af otte delverdener, er overstået, starter de sande strabadser. New Super Mario Bros. U har et væld af ekstra spilfunktionalitet gemt til dem, der endnu ikke måtte være blevet søsyge af Marios gymnastiske udskejelser. Præsenteret som såkaldte Challenges sætter de vanvittige begrænsninger, eller stiller tårnhøje krav, til spillerens færd gennem banerne. Det kan eksempelvis være at fuldføre en bane uden på noget tidspunkt at røre jorden, eller det kan være at samle x antal mønter på tilsvarende kort tid. Udfordringerne er med til at forlænge spillets levetid, men endnu vigtigere er det med til at demonstrere dybden i et koncept, der for mange fremstår uhyre simpelt, men som med nøjsom træning kan tage helt nye komplekse former.

At New Super Mario Bros. U har hjemme på netop Wii U er mestendels irrelevant. Undtager man Boost Mode skal der nemlig ledes vidt og bredt for tilstedeværelsen af ny hardware. Tavlecontrolleren bruges ikke nævneværdigt i single-player, tværtimod opfordrer Nintendo til, at man i stedet tager Wii-remotens NES-inspirerede layout i brug.

Teknikfetichister må ligeledes gå mere eller mindre tomhændede hjem, som konsollens øgede regnekraft bliver negligeret. Nok står Mario og co. knivskarpt i 720p, men med New Super Mario Bros.' til stadighed kliniske æstetik, er det til at forveksle med sin forgænger. Spillet fremstår noget sterilt sammenlignet med de karismatiske sprite-baserede klassikere, og i særdeleshed 3D-figurerne skæmmer Svamperigets ellers normalt udtryksfulde univers. Ærligt talt en anelse skuffende, at Nintendo ikke bruger konsollens potens til mere.

3

Nintendo viser stærk form med New Super Mario Bros., der ikke blot er det hidtil bedste i serien, men også en seriøs kandidat til årets platformspil.

Alligevel kunne Nintendo næppe have udtænkt en bedre lanceringstitel til deres ny maskine. I slaget om at tilbageerobre kernespillersegmentet er New Super Mario Bros. U en uundværlig kriger, der både trækker på fordum tiders styrke, men også formår at innovere spilmekanisk.

Et på alle punkter formidabelt platformspil, der samtidig vidner om, at Nintendo om muligt kender genren bedre end Marios egen baglomme.

9 / 10

Læs om vores karaktersystem New Super Mario Bros. U - Anmeldelse Mark Elsberg Super New Yoshi's World Mario Bros. 64 Island U. 2012-11-30T07:00:00+01:00 9 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!