Halo 4 får nye baner om ikke så længe

Og en spritny game-mode. Se hvilken!

Godt en måned efter premieren på Halo 4 er den første map-pack på vej til Microsofts populære sci-fi-skydespil i næste uge. Med navnet 'Crimson Map Pack' venter der en stribe spritnye multiplayerbaner og en ny game-mode til at puste ekstra holdbarhed i spillet.

Crimson-pakken indeholder tre nye multiplayerbaner ved navn Wreckage, Harvest og Shatter. I første omgang er banerne kun tilgængelige i en separat playlist, men mon ikke, at de med tiden indbygges i alle de andre dele af spillet. Oven i de tre nye baner er der også otte achievements, som efter sigende dækker over specifikke opgaver i de nye baner.

Halo 4 - Gameplay Trailer

Udvidelsespakkens nye game-mode hedder Extraction og sætter to hold á fem spillere på job med at hive genstande hjem fra forskellige steder på kortene. Når et hold finder en eftersøgt genstand, placerer de et søgelys og skal nu forsvare positionen indtil forstærkninger ankommer. Hvis det lykkes holdet at forsvare positionen længe nok, belønnes de med ét point. Omvendt får det angribende hold ét point, hvis de jager dem væk. Første hold til fem points vinder og bliver fejret med hurra og flag.

Prisen for tre stk. baner og ét stk. game-mode er 800 Microsoft Points svarende til 59 danske kroner. Du kan dog hente både Crimson Map Pack og de to næste udvidelsespakker gratis, hvis du køber Halo 4's War Pass-adgang til 25 dollars over Xbox Live. Det er en form for abonnement til Halo 4.

Hvis du ikke er kommet med på Halo-vognen endnu, kan du læse Eurogamer.dks anmeldelse og høre hvorfor det ellers er en glimrende idé.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!