Breaking: kerbonaut dør på Mun

Kerbal Space Program - i feltet mellem hæmningsløs ambition og total inkompetence bliver folk slået ihjel i hobevis. RIP Bill Kerman.

Bill Kerman var ikke noget kerbonaut. Slet ikke. Han var bare så uheldig, at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt den dag vi skulle bruge en frivillig til programmets fjortende raketopsendelse. Folk står ikke lige frem i kø til den tjans. Overlevelseschancerne er minimale og det skyldes at jeg er en virkelig, virkelig, inkompetent raketbygger. Sådan er det. Så er det sagt.

Men jeg synes at det er sjovt at bygge raketter. Det kunne jeg se, at Bill ikke syntes. Hans søde, lille, grønne ansigt var forvredet af skræk under hele missionen.

Ja, da Bill Kerman stod op den morgen, anede han ikke, at det var hans sidste dag på Kerbin, sidste gang han skulle se Kerbol stå op over bjergryggen bag Kerbal City, sidste gang han skulle tage metroen ind til Kerbal Space Center hvor han arbejdede. Bill var pedel og han stod og kiggede i et hjørne af den store hal hvor vi samler raketter til Kerbal Space Program. Raketten var netop blevet færdig og jeg manglede en kerbonaut. Det blev Bill. Han fik rumdragt på, blev spændt fast i den lille kapsel i toppen af min 1200 megatons tre-trins raket fyldt med flydende nitrogen og solidt brændstof og øjeblikkeligt rullet ud på affyringsrampen hvor raketten blev affyret få sekunder senere.

2

Kerbal X: få sekunder inden affyringen. Bill er ikke glad.

Bill kom aldrig tilbage til Kerbin. Men han nåede, som den første kerbal, at sætte sine fødder på Mun. Mange kerbals har ladet livet for at kunne sætte Bill på Mun og vi håber at Bill i sine sidste sekunder reflekterede over den ære det er, at have fået lov til at betale den ultimative pris for drømmen.

Målet helliger midlet i Kerbal Space Program hvor det gælder om at få Kerbal civilisationen ud i rummet for enhver pris.

Men hvorfor skal det koste så mange kerbals livet? Det korte svar er, at det er forbandet svært at bygge et rumfartøj i Kerbal Space Program.

Der er mange dele til en raket og man skal være klog når man bygger den. Hvor mange trin? To, tre, fire, fem? Hvordan skal missionen forløbe? Stage 1: Solid fuel boostere til at få os (altså Bill, ikke mig, jeg sidder trygt og godt i Mission Control på Kerbin) op fra jorden. Stage 2: liquid fuel raket til at lave et stabilt kredsløb om jorden. Stage 3: ny liquid fuel raket til at rive os løs fra Kerbins tyngdekraft og komme af sted mod Mun. Og hvad så når vi kommer til Mun? I den mission som Bill var med på, brugte vi en lander der undockede fra hovedraketten hvorefter den landede på Mun. Meningen var så at den skulle tilbage i kredsløb om Mun og docke med hovedraketten igen hvorefter den ville tage kerbonauterne hjem.

Folk bliver slået ihjel når de bliver fanget mellem mine grænseløse ambitioner og totale inkompetence. Det er her det sker: eksplosioner, sammenstød, rumskibe der bliver knust mod jorden, raket dele der falder af fordi jeg har glemt at fastgøre dem, dårligt design, for lidt brændstof, glemt en faldskærm til kapslen…. Der er vitterligt tusind årsager til at mine kerbonauter dør i Kerbal Space Program.

Men det er prisen værd fordi hver eksplosion i Kerbal Space Program, hver mislykkede raketaffyring, hver kerbal der må lade livet på grund af dumhed, minder dig om hvor vidunderlige computerspil er, når de træder ind i det magiske felt mellem sjov og undervisning - det felt hvor hver succesoplevelse fylder dig med velfortjent stolthed over egne evner.

1

Et lille styrt for Bill Kerman, et stort skridt for Kerbin.

I dets nuværende form er spillet en sandkasse, en legeplads, hvor man kvit og frit kan vælge mellem alle de mekaniske dele der er i spillet, og forsøge at sætte dem sammen til en raket der kan opfylde de mål man sætter sig. I første omgang er det klogt blot at forsøge at komme i kredsløb omkring Kerbin og lande helskindet igen. At komme til Mun er en bedrift. At komme til Duna eller Jool en drøm.

En mand har vel lov til at drømme.

Kerbal Space Program er i virkeligheden en high fidelity simulator af raketbyggeri og astronomi. Og raketter.. tja, vi er bare tiltrukket af dem. Synet af en raket der strunk og glitrende pryder din affyringsrampe, synet når du antænder den og der står en mægtig flamme ud fra den og når den i en sky af røg og damp løfter den sig majestætisk, en smule dovent næsten, fra jorden, hurtigere, højere, er magi. Raketbygger magi. Hvis du har gjort dit ingeniør arbejde godt nok, stiger den lige op, hvis ikke går der kun få sekunder før den tipper, eller snurrer, eller vibrerer, eller, værst af alt, eksploderer i en kæmpe ildkugle lige over rampen. Hvis designet er godt, kommer den højt op i atmosfæren, tyve, tredive, fyrre, tres kilometer op hvorefter du smider dine booster raketter og går til stage 2. Fremad og opad til stjernerne.

Vi kan ikke udtale os om hvordan andre planeter ser ud i Kerbal Space Program for vi har ikke været der og, hvis succesraten i vores nuværende rum program er nogen målestok, så kommer vi der heller ikke foreløbigt. Men vi har været på Mun, og det er en storslået oplevelse at se Kerbin hænge der oppe, på størrelse med en grøn-blå frugt der bliver holdt ud i strakt arm, og vide, at den eneste grund til, at man får lov til at se det syn i Kerbal Space Program er fordi man har været god. Drøngod.

Og Bill Kerman?

3

Tankerne der gik gennem Bills hoved i de minutter var ubeskrivelige.

Han blev den første kerbal på Mun. Hans skridt, eller skulle man sige, styrt, fra kapslen ned på Muns støvede, grå overflade, var nok et lille fald for ham, men et stort skridt for Kerbals. Han var på Mun i to dage. Planen var, at den skulle docke med re-entry modulet der var blevet tilbage i kredsløb om Mun. Desværre kom missionen ikke så langt. Vi havde fatalt undervurderet behovet for brændstof og landeren løb tør inden den nåede i kredsløb. Bill døde da den flere minutter senere ramte overfladen på Mun og eksploderede.

Hans sidste lyd var et langtrukkent, halvkvalt skrig der rungede over højtalerne i Kerbal Space Center hvor en ny raket allerede stod klar med mere brændstof til landeren. Det skal nok lykkedes. Nu mangler vi bare en frivillig...

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!