Så er Baldur's Gate: Enhanced Edition her

Mangler du noget at knalde 50 timer af på?

En klassiker genoplives med 50 timers spil.

Siden marts ventet med længsel på den opdaterede udgave af det gamle rollespil fra 1998, Baldur's Gate. Nu melder udviklerne fra Overhaul Games, at den nye Enhanced Edition er klar til afhentning både for dem, der har forudbestilt spillet, og dem, der om fem sekunder går væk fra Eurogamer.dk for at købe spillet.

Det skriver seriens officielle hjemmeside, BaldursGate.com.

Det bliver dog ikke helt nemt at få fingre i spillet. I første omgang udkommer det kun til pc gennem distributionstjenesten Beamdog. Du kan således ikke købe spillet som en normal EXE-fil eller som download på de mere populære tjenester som f.eks. Steam.

Du kan hente Beamdog og selve Baldur's Gate: Enhanced Edition på distributionstjenestens hjemmeside.

Ifølge Overhaul er der ekstreme ventetider i øjeblikket, så det er også om at væbne sig med tålmodighed.

Ud over pc-versionen er Baldur's Gate på vej til iOS, Android og Mac. Her er det efter sigende en ødelæggende bug i de første udgaver, der får disse udgaver til at lade vente på sig.

En opdateret udgave af en klassiker
Baldur's Gate: Enhanced Edition er en opdateret udgave af 1998-klassikeren Baldur's Gate og dennes udvidelsespakke, Tales of the Sword Coast. Spillet udvikles af Overhaul Games, hvor visse medlemmer hjalp med udviklingen af det oprindelige spil i 1998.

Man er gået grundigt til værks og har rettet over 400 forskellige irritationsmomenter. Desuden er opløsningen blevet en del bedre, så man ikke længere skal rode med grafik i 640x480-klassen fra gamle dage. Der er også kommet bedre multiplayer med understøttelse af samspil mellem flere platforme.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!