Euro Truck Simulator 2

En skabstruckers bekendelser

2012 har haft mange overraskende øjeblikke for mig som gamer. Gensynet med Giana Sisters efter 25 års fravær var fantastisk. Da jeg endelig klarede den sidste sektor i FTL, var det næsten ikke til at få armene ned. Så sent som i sidste uge opdagede jeg til min forundring, at man åbenbart kan give små firkanter personligheder, i Thomas Was Alone. Men forleden prøvede jeg noget, der var så intenst, at alle de andre eventyr blev glemt. En oplevelse så spændende, at jeg fik decideret hjertebanken og svedige håndflader. Kæmpede jeg mod en gigantisk rumsnegl? Slog jeg verdensrekorden i laser-raketpolo? Nej. Jeg kom til at køre forbi den rigtige afkørsel på motorvejen fra Leipzig til Rostock i mit store skrummel af en Scania-lastbil. Det blev en bitter, neglebidende kamp mod uret og min hastigt forsvindende dieselbeholdning. Natten var ved at falde på, og jeg hørte torden i det fjerne. Inden længe stod himmel og hav i et. Jeg rettede på kasketten og skovmandsskjorten, skiftede op til 17. gear og hamrede sømmet i bund. Det blev en lang nat.

Jeg anede ikke, at jeg havde en indre trucker, der desperat ventede på at komme ud i paradis på jord, også kendt som den nordtyske Autobahn, før jeg installerede Euro Truck Simulator 2. Men spillets æggende trailer (se ovenfor) fik lokket mig, med sine slet skjulte fetichistiske undertoner og kitchet Europop fra Sarah Ozelle. Se på den. Det er jo den rene, skære lastbilporno med et stort glimt i øjet. Selvfølgelig skulle jeg da have mit egen truckerfirma. Og pludselig var der ikke noget federe i min fantasi end at pimpe min 18-hjulede djævel og køre derudaf, herre over min egen verden og ikke slave til andet end leveringsfrister.

I aktion er Euro Truck Simulator 2 ganske hardcore, men på en langt mere sober måde, end traileren legesygt antyder. Det realiserer en barnlig fantasi, som de fleste af os fyre nok har, men der er også kælet for de nørdede detaljer. Du kan justere en lang række faktorer på din truck, lige fra placeringen af spejle til lysstyrken i dashboardet og vinklen på dine forlygter. Du kan vælge rigtige internetradiostationer at lytte til, eller endda importere dine egne. Du kan vælge at spille spillet simpelt med dit tastatur eller at gå hele vejen med rat og pedaler og fuld manuel transmission, og det er mildest talt ikke nemt. Imellem disse to yderpunkter ligger forskellige digitale “støttehjul”, som du kan bruge til at lære at trucke som de professionelle.

1

Bare vent, til den trailer skal parkeres...

Jeg havde hårdt brug for de støttehjul. Den første opgave i spillet går ud på at hente en trailer og køre den til en destination i nærheden. Første problem opstod i første sving, hvor jeg ikke tog højde for lastbilens længde og dermed sad fast i det allerførste hegn i spillet. Sådan, Rubber Du...m i nakken. Derefter skulle jeg parkere svinet. Spillet foreslog kækt, at jeg kunne gøre det som en rigtig trucker og bakke den ind, men ellers kunne jeg jo bare være en slap taber og trykke på en tast for at gøre det automatisk, men så fik jeg en mindre belønning. Det skulle være løgn. Jeg var da en vaskeægte trucker med truckerskæg, truckersolbriller og en kropsduft, der kun kan opnås med truckerbade. Jeg har spillet videospil i næsten 20 år, no problemo. 10-4.

2

Du starter med at vælge en truck, og den skal selvfølgelig pimpes. Her forsøger jeg at få en guldeffekt frem, for det skriger jo høj klasse.

Det tog næsten en halv time. Jeg drejede til højre, traileren hånede mig. Jeg drejede til venstre, den fnyste bare. Til sidst bakkede jeg pinligt lige, men det var som at balancere en sæk kartofler på en knivsæg. Det skal endda tilføjes, at dette foregik fra det eksterne synspunkt. At parkere inde fra kabinens synspunkt som en ægte prof er omtrent lige så svært som at jonglere med levende væsler mens man kører ethjulet cykel på line over et basin med glubske alligatorere og synger Kong Christian stod ved højen Mast baglæns på swahili. Men det er fedt.

Det er det bizarre ved Euro Truck Simulator 2. Lastbiler er store, tunge skrumler, der er svære at bakse rundt med. Du skal transportere kedeligt maskinel, varer og landbrugsprodukter. Du skal overholde deadlines. Du er nødt til at sætte dig i gæld hos banken for at kunne købe din egen truck, udvide firmaet og måske endda hyre flere chauffører, der kan hente penge ind. Dine lastbiler bliver slidt, og de koster en formue at reparere. Der skal tankes op, tusindvis af liter til ågerpris, og tro mig, en stor Scania kan sluge diesel som en hipster kan tylle Pabst Blue Ribbon. Du skal holde øje med, hvem tilbyder de bedste jobs, der giver flest penge pr. kilometer. Det er med andre ord et ARBEJDE. Hvorfor i alverden er det fedt at komme hjem fra jobbet for at gå på et andet (siger manden, hvis tredje arbejde så er at skrive om det arbejde, han laver, når han har fri fra sit arbejde)?

3

Trafikprop igen... Hvorfor er det lige, jeg spiller det her?

Svaret er komplekst. En af tingene er, at du er din egen boss i spillet, og du kan, inden for rammerne, gøre, hvad der passer dig. Du kan køre, hvor du vil og som du vil. Du kan være et forbilledligt medlem af det digitale samfund og forsøge at overholde alle spilleregler, eller du kan, som jeg, køre som død og helvede og satse på, at fartkameraerne ikke lige virker dén dag. En anden ting er, at store lastbiler, præcis som brandbiler, raketter og jetfly, er en drengefantasi (og garanteret også nogle seje tøsers). At være lastbilchauffør er en af de ikoniske professioner, som lever et rigt liv i den generelle samfundsopfattelse og populærkultur. Truckerne er et særligt folk, og der er omspundet af myter og legender, og alle disse ting kører på nethinden, når man spiller Euro Truck Simulator 2. "Convoy" med Kris Kristofferson var en af de første film, jeg nogensinde så, og selv om spillet foregår i Europa frem for de amerikanske landeveje, så har jeg da flere gange siddet foran skærmen og mumlet ting om Rubber Duck og hans slæng, mens jeg dyttede i mit horn uden nogen særlig grund. Spillets trailer havde ret. Der er noget dragende over disse store, massive maskiner. De er decideret sexede, og spillet er på alle måder lastbilporno for viderekomne.

4

Solskin efter regn... Spillet er ofte decideret smukt at se på.

Ja, Euro Truck Simulator 2 er et fedt spil. Fysikken er realistisk, men ikke hyperrealistisk, og derfor relativt lettilgængelig. Der er masser af muligheder for at føje nok isenkram til oplevelsen til, at det føles som the real deal, men rigtig hardcore simulatorfans vil nok mene, at spillet ikke er realistisk nok. For eksempel er vejene i spillet er bredere end rigtige veje, og spilverdenen består af fortolkninger af steder i den virkelige verden i stedet for præcise gengivelser. Det tager meget kortere tid at køre fra et sted til et andet, end det ville gøre i virkeligheden, men til gengæld er der ingen mulighed for fast travel. Udviklerne fra SCS har udtalt, at spillet er lavet på denne måde, fordi det skal kunne appellere til en bredere fanbase. Vejene er bredere, fordi mere end 90 % af alle spillere kun bruger tastatur og mus, og afstandene er kortere, så folk får oplevelsen af at køre langt, men ikke keder sig. Spillet har også et RPG-element, hvor du får erfaringspoint og stiger i niveau, når du gennemfører opgaver. På denne måde låser du op for en række nye evner, det kan f.eks. være at køre mere brændstoføkonomisk eller at blive bedre til at køre med farlig last, og den slags ting kan jo også ses som elementer, der ødelægger illusionen.

5

Lasten skal bringes ud, uanset vind og vejr.

Jeg mener dog, at det var det rigtige valg. Euro Truck Simulator 2 giver en oplevelse, der formår at viderekommunikere essensen af livet som lastbilchauffør, og det ved udmærket godt, at det er en truckerfantasi. Se fx mit screenshot med de personbilleder, du kan vælge. Mage til truckerfjæs skal man lede længe efter, og sådan er de ALLE. Jeg håber, at det lille team på ti mand hos SCS kommer til at tjene nok penge på spillet til at lave Euro Truck Simulator 3 til det geniale spil, toeren næsten er. For der er for mange fejl og mangler. Den største synder er AI'en hos alle andre motorkøretøjer på vejene. De opfører sig mekanisk og temmelig utroværdigt, og det er et ekstremt vigtigt punkt i denne type spil. GPS-funktionen i spillet burde også have en talefunktion, så idioter som jeg ikke kommer til at glemme den. Et andet problem er, at man kan slippe afsted med lidt for meget. Kører du over for rødt eller rammer en anden bilist, får du øjeblikkeligt en bøde. Men hvis du tonser ud af små landeveje midt om natten med fuld last, sømmet i bund og en promille, der er langt over alle tilladte grænser, så sker der absolut intet. Ja, som trucker er man vel altid Born to be Wild, men man savner lidt konsekvenser eller i det mindste en form for tilstedeværelse fra ordensmagten i spillet.

6

Dyrk lige de her gutter... De kan jo KUN være truckere.

Det rokker dog ikke ved, at spillet har givet mig en masse meget fine oplevelser. Det er en fornøjelse at se sorte skyer samle sig og få lov at køre gennem styrtende regnvejr, for til sidst at se solen bryde frem og få vejen til at skinne, hvilket spillets glimrende grafikmotor håndterer fantastisk. Det er en fryd at køre forbi dynamiske hændelser, som fx horder af mejetærskere, der er i gang med at høste de ravgule marker i det varme, sælsomme lys på en sensommeraften. Og det er eddersparkeme spændende, når man efter at have stirret sig blind på den endeløse motorvej opdager, at man er lige ved at misse endnu en afkørsel, og klog af skade forsøger at tage svinget med 90 i timen, da alternativet er en enorm omvej. Lad os bare sige, at det er temmelig nervepirrende at sidde i en lastbil, hvis højre række af hjul har sluppet asfalten, og hvor man i bakspejlet kan se sin trailer med to enorme tanke propangas ramme ved siden af en betonpille med en margen på en hårsbredde. Det er computerspil, når de er bedst.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem Euro Truck Simulator 2 Jonatan A. Allin En skabstruckers bekendelser 2012-12-01T07:00:00+01:00 8 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!