Nintendos TVii-tjeneste kommer til Europa

Den smarte sammenbinding af Netflix og Youtube kommer også til EU.

Nintendos hjemmelavedee tv-tjeneste, TVii, er ikke længere forbeholdt amerikanerne, men kommer til europæiske Wii U-maskiner i løbet af næste år.

Det fremgår af en ny meddelelse fra Nintendo til MCV.

Tjenesten er udviklet i samarbejde mellem Nintendo og firmaet i.TV og sammenbinder mange populære streamingtjenester i et program. Særligt for Wii U kan du streame alt videoindholdet til dit fjernsyn eller din GamePad.

Det unikke ved TVii er, at du ikke skal bruge flere forskellige separate programmer, men får én samlet adgang til Netflix, YouTube, Hulu og mange andre tjenester, der løbende bliver tilføjet. I USA er der åbnet for rigtig mange on-demand-tjenester, og spørgsmålet er hvor mange europæiske af slagsen, som Nintendo kan nå at få et samarbejde op at køre med inden premieren.

Din GamePad fra Wii U-konsollen vil desuden kunne bruges som universel fjernbetjening, så du kan styre dit fjernsyn og streamingtjenesterne derigennem. Undervejs vil du også kunne chatte med andre Wii-brugere og hente oplysninger fra IMDB og forskellige filmhjemmesider.

Det spændende bliver, om TVii i første omgang kun bliver tilgængelig i England, Tyskland og Frankrig, eller om Danmark også kommer med i den første bølge.

Nintendo Wii har premiere i Danmark på fredag den 30. november. Du kan læse Danmarks første anmeldelse af konsollen her på Eurogamer.dk.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!