Checkpoint: Niels Jørgensen, IO Interactive

Vi har taget en snak med direktøren for den danske spilbranches flagskib, IO Interactive. Direktøren er ivrig jæger og gamer...

Eurogamer.dk: Fortæl lidt om dig selv og dit job.

Jeg er 34 år gammel, gift med Sanne (som arbejder som HR konsulent) og far til Felix på 7 måneder. Vi bor i København - kun et stenkast fra IO Interactive. I min fritid spiller jeg håndbold, går på jagt og spiller spil. Oprindelig er jeg uddannet jurist og har taget advokateksamen, men jeg har arbejdet med Computerspil i 10 år.

Jeg er Administrerende Direktør på IO Interactive. Mit arbejde består hovedsaglig i at definere retningen for IO Interactive - dvs. hvilke spil vi skal lave og på hvilke platform. Jeg arbejder også meget med franchise planlægning og den commercielle del af spiludvikling. Da IO Interactive er en del af Square Enix koncernen har jeg også en del arbejde indenfor koncernen.

1

Niels Jørgensen, adm. direktør, IO Interactive.

Eurogamer.dk: Hvordan havnede du i spilbranchen?

Det var faktisk lidt af et tilfælde. Jeg begyndte som advokatfuldmægtig hos De la Cour Advokatkontor. En af deres klienter var IO Interactive, som den gang var en lille virksomhed med 40 ansatte. Efter at have hjulpet dem i en måneds tid, fik de mig overtalt til at droppe advokatkarrieren og begynde på IO. Det er en beslutning jeg aldrig har fortrudt...

Det er fantastisk at arbejde i en så kreative branche som spilbranchen. Der er utrolig mange spændende mennesker og så laver vi nogle sjove produkter.

Eurogamer.dk: Hvad ser du som de største udfordringer i branchen?

Der er vel to ting som udfordrer spilbranchen - Digitalisering og betalingsmodellerne.

Digitaliseringen af spilbranchen er ikke i selv et problem, men det åbner op for mange nye platforme og en meget anderledes måde at spille spil på. Branchen fungerer bedst når man ved hvor forbrugerne er og hvordan man når dem. I disse år sker der mange ændringer og branchens opgave er naturligvis at tilpasse sig forbrugerne.

Betalingsmodellerne er også en udfordring. Free to Play er vokset på nogle platforme og det stiller andre krav til spildesign, imens man på andre platforme holder fast i Pay to Play modellen. Branchen kan tilpasse sig begge dele, men det fungerer naturligvis bedste når branchen og forbrugerne er enige om hvordan man skal betale for sit indhold.

Eurogamer.dk: Hvilke trends kommer til at dominere spilverdenen det næste år?

Jeg tror at 2013 bliver et spændende år i spilverdenen. Jeg tror at spil i højere grad kommer til at operere på tværs af forskellige platforme. Jeg tror også at vi vil se flere af de stærke spil franchises på mobiltelefoner. Endelig så vil vi se kvalitet der er højere end nogensidende før og mere social interaktion mellem spillere... Det bliver spændende.

Eurogamer.dk: Hvad kan du bedst lide ved videospil?

Vores hverdag bliver mere og mere stresset og kompleks. Computerspil tilbyde en pause fra en travl hverdag og en interaktiv fantasi som man aldrig kan få med en film eller en TV serie. For mig er det fantastisk sjov underholdning...

For mig er det bedste ved computerspil følelsen man får når man (gerne efter flere forsøg) endelig har gennemført den svære bane i et spil som har opslugt én...

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!