Når en gamer bliver far

Gå så ind og leg, børn, far skal spille videospil.

Da min far en gang i 90'erne for første gang besluttede sig for at prøve et af mine spil (som jeg holdt hans Atari ST lystigt beskæftiget med), vendte han resolut mit joystick baglæns og undrede sig højlydt over, hvorfor ninjaen i Shinobi på mystisk vis var blevet venstre-højreblind. Jeg foreslog, at han jo kunne prøve at vende sticket rigtigt, men han måtte “vel nok have lov at spille spillet, som han vil”.

Ikke at min far på nogen måde er teknologi-analfabet, snarere tværtimod. Han interesserer sig bare ikke for den afart af underholdning. I modsætning til mig. Stadigvæk. Også nu, hvor jeg selv er blevet far.

1

Ja - det her var top dollar, da jeg var barn. Det er ikke antallet af pixels, det kommer an på. Det er også den elendige styring, de uretfærdige bosser og et gameplay fyldt med hårudrivende fejl. Ren nostalgi!

Det er muligvis en meget slidt violin, der spiller sangen om, hvordan man ikke har tid til en skid (der ikke befinder sig i en ble i hvert fald), når først man har fået børn, så lad mig da bare hurtigt konstatere, at ja det er rigtigt, at ens fritid bliver begrænset. Men hvor man kan have aktiviteter som golf, vinsamleri og skriven-sure-læserbreve-over-de-unges-sprog-nutildags for sig selv i sikker forvisning om, at ens afkom højst kan svinge sig op til at rulle med øjnene over gammelfar, så forholder det sig anderledes med de blinkende pixels.

"Videospil kommer derfor formentlig til at være en interesse, vi deler på tværs af generationer, og hvordan skal en inkarneret gamer med bare et minimum af autoritet kunne befale, at nu er det nok spilleri for i dag, gå ud og leg, når han afsender svadaen bag sin egen skærm?"

2

Nu bliver du nødt til at komme ud over det der button-mashing og få låst op for Mecha-Pig og Doom Cow.

Jeg kan selvfølgelig ikke vide mig sikker på, om min datter har tænkt sig at tage joypaddet op, så snart hun har finmotorikken udviklet til det, men hun har allerede et solidt greb i de animerede bondegårsdyr på iPad'en. Videospil kommer derfor formentlig til at være en interesse, vi deler på tværs af generationer, og hvordan skal en inkarneret gamer med bare et minimum af autoritet kunne befale, at nu er det nok spilleri for i dag, gå ud og leg, når han afsender svadaen bag sin egen skærm?

I øjeblikket består den største forskel på mit gamerliv nu, og før jeg begyndte at se verden som et stort mashup af dødsfælder fra samtlige platformspil (hvordan hulen er hun nu kommet derop?) i konstateringen: “Det må jeg hellere vente med at spille til den lille er lagt i seng”.

Det er egentlig ikke fordi, jeg lige nu er bekymret for, om blodet og de afrevne lemmer i flere af fars yndlingsspil nu giver den lille, påvirkelige størrelse et, øhm, 'spidsvinklet' billede af virkeligheden. I første omgang er det mest fordi, at det eksploderende farveorgie, som de fleste spil byder på i en eller anden form, virker alt for voldsomt på hende.

3

Ikke vist: Virkeligheden.

Så lige nu er spilleriet fortrinsvist koncentreret ud på de sene aftentimer. I en lejlighed, hvor papirstynde vægge gør selv et undertrykt host til en strafbar handling efter sengetid, er der ikke særlig stor forståelse for min særlige nicheinteresse: fighting-spil på et stort arcade-stick.

4

En racing-entusiast har sit rat og pedaler, og jeg har brug for at kanalisere ånden fra grillbaren.

På et tidspunkt kommer jeg dog til at skulle forholde mig til børnenysgerrighed i sin reneste form, og så vil jeg gerne finde fælles fodslag.

For selvom der findes adskillige børnespil, til hvilke, de fleste nogenlunde mentalt veljusterede voksne mennesker har det samme forhold, som til al anden børneunderholdning (I'm looking at you, Bronies...), så er der masser af spil, hvor aldersmålgruppen på ingen måde kan fastsættes. Jeg tror, de fleste vil være enige med mig i, at Peter Pedal-serien er mægtigt gode børnebøger, men de er trods alt ikke at finde på mit eget natbord.

Eller for at bruge en anden metafor: Selvom man nyder samværet med sit barn i fulde drag, mens man gynger hende på legepladsen, så fiser man jo ikke ned og tager en snig-gynger for sig selv efter mørkets frembrud, fordi det er så uimodståeligt sjovt.

"Selvom man nyder samværet med sit barn i fulde drag, mens man gynger hende på legepladsen, så fiser man jo ikke ned og tager en snig-gynger for sig selv efter mørkets frembrud, fordi det er så uimodståeligt sjovt."

Men jeg er for eksempel vældigt interesseret i det nyligt udkomne Giana Sisters: Twisted Dreams, og det er et spil, jeg bestemt kan se min datter spille om nogle år. Jeg har ladet mig fortælle, at det skulle være old-school svært på den kontante måde, men for mig er der ikke noget, der indikerer, at det enten er et børne- eller voksenspil. Gameplayet er i sig selv tidløst.

5

Voksen eller barn. Det her er simpelthen et godt spil ligegyldigt hvad.

Bør jeg i virkeligheden være bekymret, hvis hun nu ikke gider at spille videospil? Det er ikke fordi, der mangler diskussioner og videnskabelige undersøgelser, der tager fat på spørgsmålet, om videospil kan være skadelige. Hvad det angår, synes jeg selv, jeg har klaret nogenlunde frisag. Jeg vil endda vove påstanden, at jeg har lært ikke så lidt gennem de utallige spil, jeg har udforsket. Men vi kan jo vende spørgsmålet på hovedet: Er det skadeligt ikke at spille videospil? Specielt for en generation, der er absolut digitalt indfødt?

Uagtet at de fleste forældre formentlig bliver lidt glade indvendig, hvis deres poder på et tidspunkt fatter interesse for de samme passioner som dem selv, så har jeg - tro det eller ej - ikke et ønske om, at min datter partout skal vokse op og blive en gamer. Men hvis det at have styr på basal rocket jumping i Quake og deslige bliver en lige så central del af den almene dannelse som kendskab til H.C. Andersens eventyr, så vil jeg jo gerne være lidt på forkant.

De seneste tal fra The Entertainment Software Association viser, at 47 % af dem, der spiller videospil i USA, er kvinder, og den gennemsnitlige gamer er 30 år gammel. Der er altså ikke meget barnlighed eller drengeværelse over den opgørelse.

Så skulle interessen indfinde sig, kan hun være sikker på, at hun sagtens kan få sin far til at være med til både at spille en tween, der skal redde sin søster fra en drømmedrage, redde verden fra zombieinvasion nummer en million eller gå op i, hvor lange comboer en kænguru med balletskørt og sommerhat kan udføre i et fighting-spil.

Okay, det sidste har jeg snydt lidt og lavet i forvejen i noget tid.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!