Hitman: Absolution - Anmeldelse

Ventetiden er forbi.

Tillad mig at starte med en opsang, for det føler jeg efterhånden der er behov for. Jeg modtog Hitman: Absolution en smule forsinket, hvilket betød at jeg havde mulighed for at læse en række anmeldelser af denne store titel, før jeg selv sad med den mellem hænderne. Og selvom spillet i det store hele, har høstet roser stort set hele vejen rundt, er der alligevel et begreb jeg efterhånden er virkeligt træt af at høre om: ”Open world”.

Open world er det nye sort indenfor spilindustrien, på samme måde som ”sandbox” var det for et par år siden, og AI var det i begyndelsen af det nye årtusinde, og det er en utopi der efterhånden fremkalder sure opstød hver gang jeg læser om det. NEJ, Hitman: Absolution er ikke en ”open world”, ligesom Assasins Creed, Borderlands, Dishonored eller Call of Duty (ja grin bare, men Google det, og læs hvorfor folk har brugt termen om den mest lineære spilserie på markedet) heller ikke er det. Der findes ingen ”open world”, fordi ethvert spil - naturligvis - vil være begrænset af de muligheder som programmørerne, grafikerne, manuskriptforfatterne og spildesignerne har tilføjet til det.

1

De stemningsfulde omgivelser hjælpes på vej af en flot brug af lyseffekter, og ikke mindst et imponerende soundtrack.

Sandbox er derfor et langt bedre begreb at benytte om både førnævnte titler og Hitman: Absolution, og er man til en ægte psykopatisk-følelseskold-snigmorder-en-af-slagsen, så læs videre - for Hitman er tilbage, bedre end nogensinde før.

Det er efterhånden tolv år siden første kapitel af Hitman-serien udkom, og vi første gang stiftede bekendtskab med den skaldede seriemorder ”47”. Dengang var der tale om en kontroversiel titel, der på mange måder tvang spilleren til at tage moralsk stilling, når man skulle udføre et af de mange snigmord. Siden da er det blevet til fire yderligere Hitman-titler, og da vi for seks år siden fik Hitman: Blood Money, var det tydeligt, at IO Interactive ikke bare havde opfundet en helt særlig spilgenre, men også en hovedperson med dybde og personlighed nok, til at selv Hollywood fik øjnene op for ham.

Seks år skulle der altså gå før Absolution ramte butikshylderne, og den lange ventetid begyndte så småt at medføre nervøse røster rundt omkring i gaming communitiet. Ville den nye titel mon være forældet inden den ramte markedet og kunne IO Interactive mon bygge videre på ”47”, selv efter den halvfesne filmatisering? Var Hitman: Absolution overhovedet en titel der var ventetiden værd? Spørgsmålene var mange, og svarene lod vente på sig.

Da jeg for år tilbage anmeldte Command & Conquer, kan jeg tydeligt huske hvordan den afpudsede følelse af ”det perfekte spil” bredte sig, lige fra det specialdesignede installationsprogram startede op, til de gennemarbejdede mellemsekvenser og missioner løb over skærmen. Samme følelse ramte mig, da jeg tilbragte de første timer med Hitman: Absolution. For hvor er det dog rart, for engang skyld at sidde med en titel, der fra start til slut bare virker som et gennemarbejdet og færdigt produkt.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!