Thomas Was Alone

Tetris: The Movie

I begyndelsen var der kun det sorte dyb. Men så en dag tonede nogle mærkværdige ting frem. To streger, der kunne bevæge sig og og ned på hver side af skærmen, en lang streg på midten, to tal øverst og en lille firkant, der bevægede sig frem og tilbage mellem de to bevægelige streger. Den midterste streg var doven. Den sad bare der, og den havde ingen anden funktion end at opdele verden i to lige store halvdele. Salomons streg, kaldte den sig selv, men det vidste ingen. For Salomons streg gjorde aldrig noget, og dens tanker forblev dens egne. Den lille firkant var til gengæld bange. Ude i siderne af skærmen, bag hver af de to streger ventede intetheden. Den håbede med liv og sjæl på, at stregerne var gode nok til at redde den, men tempoet blev altid sat op, og det virkede ikke som om stregerne havde dens velbefindende i sinde. Og den havde ret, for stregerne havde det ene mål i livet at øge det respektive tal over dem. Tallet skulle bare være større end den anden stregs. Det var det, livet gik ud på, det var hele meningen. En ubønhørlig kamp på liv og død, mod den rædslens time, hvor alt igen blev sort.

1

Vi har ikke set en simplere intro til et spil siden 1982.

Thomas smilede. Han havde selv spillet det klassiske spil "Pong" tilbage i halvfjerdserne, dengang alting var enklere, dengang spil virkelig var primitive. Pong skulle være en repræsentation af tennis, men Thomas syntes ikke, at det var særlig realistisk. Tennisspillere sad jo ikke fast på en linje, hvor de kun kunne bevæge sig op eller ned, og man skulle jo i virkeligheden også tage højde for nettet, som bolden skulle over, og ikke havne i. Desuden lignede de to "spillere" jo hinanden på en prik. Nej, tænkte Thomas. Det kunne have været meget federe, hvis de havde lavet spillet som i den virkelige verden, med alle de ekstra detaljer, som den byder på. Det eneste realistiske var bolden, der var lige så firkantet, som den skulle være. Hvis Thomas kunne smile, ville han have gjort det, og hvis kan kunne have rejst sig op, ville han have stillet sig op og set tænksom og overlegen ud. Men Thomas var faktisk bare en lille rød rektangel i en 2D-verden fyldt med andre intelligente firkantede former, og han kunne ikke andet end at glide eller hoppe. Så det gjorde han.

2

Du bliver elegant guidet igennem styringen uden nogen form for spildtid.

Perspektiver og verdener inden i verdener. Du bedrageriske simplicitet, hvor jeg dog holder af dig. Tænk, at man her i 2012 kan sidde og spille et spil, hvis enkelhed minder om nogle af de allerførste spil på markedet, og stadig få en tidssvarende, måske endda visionær oplevelse. Thomas Was Alone er et af de sidste nye stjerneskud på indiehimlen, og det er en fantastisk lille meditation over, hvad gameplay i det hele taget er. Hvor lidt skal der til, for at man kan gøre en god ide levende? Er det muligt at give mere personlighed til en lille firkant end til de mest tilmudrede, krigshærgede veteraner i det nyeste Call of Duty? Svarene er overraskende. Hovedpersonerne i Thomas Was Alone er nemlig intet andet end firkanter med forskellige former og farver, som skal forsøge at samarbejde sig vej gennem en række baner, der kræver mere og mere logisk tænkning. Styringen er i klassisk 2D platformer-stil, og det hele er bundet sammen af et finurligt narrativ, der giver hver af figurerne deres egen, unikke personlighed.

6

Dette er en af de mest troværdige romantikscener, jeg har set i et spil til dato. Og det er sagt uden ironi.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!