Så svinebilligt får amerikanerne konsoller og spil til jul

Black Friday nærmer sig. Vi har set nærmere på, hvad tingene koster.

599,- kroner for et spil? "Haha," udtaler forbruger i Wal-Mart.

Den uofficielle amerikanske mærkedag, Black Friday, der traditionelt skyder julesalget i gang på dagen efter Thanksgiving Day, byder i år på ekstreme besparelser på konsoller og computerspil.

Det viser en gennemgang af de priser, som butikskæden Wal-Mart præsterer.

I år løber dagen af stablen på fredag den 23. november, hvor visse butikker åbner kl. 4:00 om morgenen for at modtage horderne af købestærke amerikanere.

I én annonce fra Wal-Mart står en 4 GB Xbox 360 med Skylanders: Spyro's Adventure til en pris på 149 dollars, mens en Wii koster 89 dollars og en 250 GB PS3 199 dollars - og det er med både Uncharted Dual Pack og Infamous Collection.

Under normale omstændigheder koster en 4 GB Xbox 360 199 dollars, en Wii op til 150 dollars og en 250 GB PS3 ca. 250 dollars, hvis man følger Amazons priser.

På spilsiden er alle de nyeste udgivelser også sat ned, bl.a. 25 dollars for Epic Mickey 2, Modern Warfare 3, FIFA 13, Borderlands 2 og MoH: Warfighter. Normalprisen for disse er 50 til 60 dollars.

Lidt ældre spil såsom Gran Turismo 5, Max Payne 3, Black Ops og Spec Ops står til 10 dollars.

Du kan selv se de lokale reklamer, der giver en grænsehandelsagtig følelse af forundring og dyb jalousi, på Wal-Marts hjemmeside.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!