Of Orcs and Men - anmeldelse

Den ældgamle strid mellem mennesker og orker - som du aldrig har set den før.

Grønt er godt for øjnene.

En gang i mellem støder man på et spil, der bare går én på nerverne. Desværre for Of Orcs and Men er det for mig en af den slags titler, for jeg mener det ikke på en positiv måde.

Det starter ellers godt nok. Of Orcs and Men er et action rollespil, i en verden hvor kampen mellem mennesker og orker dominerer. Ikke lige frem super nytænkende, men Of Orcs and Men vender den traditionelle struktur med, hvem der er de gode, og hvem der er de onde på hovedet, og således er hovedpersonerne i spillet en ork og hans goblin følgesvend. Menneske er nogle rigtige svin, og historiens omdrejningspunkt er en mission, der går ud på at snigmyrde kejseren.

Arkail, orken, er fra en særlig legion af elitesoldater, som kalder sig Blood Jaws. Selv blandt de andre orker er de frygtet, hvilket er ganske imponerende, for spillets version af en ork, er langt forbi Uruk-haierne fra Lord of the Rings på muskelskalaen, og ligner mere Marvels Hulk. Så Arkails egenskaber er, at han er stærk og kan tåle en masse tæsk. Oven i det har han det også med at gå berserk, hvilket betyder at man mister kontrollen over ham, og i de situationer risikerer følgesvenden også at få ørerne i maskinen.

2

Følgesvenden hedder Styx og er goblin. Ifølge spillet den eneste talende goblin. Han er modstykket til Arkail. Så hvor Arkail er stærk og brutal, er Styx lille og listig. Han er bevæbnet med knive, som han også kan kaste med. Styx' særlige egenskab er stealth, så han uset kan snige ind på vagter og snigmyrde dem.

Kampsystemet er faktisk ganske interessant. Det er lidt som en hybrid i mellem et turbaseret system og traditionel action. Under kampene kan man bremse tiden ned, så den næsten står stille, og man kan så vælge hvilke angreb Arkail og Styx skal udføre. Man kan sætte op til fire angreb i kø for hver af dem, og frit blande de fire fra en offensiv eller defensiv gruppe. I traditionel rollespilsstil stiger de to i level med jævne mellemrum, og der får man så mulighed for at opgradere hovedpersonernes egenskaber, men samtidig får man også point til at vælge et nyt angreb - eller opgradere et eksisterende én gang. Når man opgraderer et angreb, kan man vælge i mellem to versioner, og på den måde skrædersy de to spilfigurer efter sin egen spillestil.

Og det er nødvendigt at finde sin egen spillestil, eller i hvert fald fremgangsmåde, for spillet er utilgivende svært lige fra starten af. I den forstand er der et fornuftigt spilelement, hvor hver kamp, er som en gåde, der skal løses, og ens værktøjer er hvilke fjender man vælger at snigmyrde først, hvilken rækkefølge man angriber modstanderne i, hvilke angreb man bruger osv. Problemet er, at selvom kampsystemet giver mange muligheder, så føles det også en smule ligegyldigt. Man kan ikke for alvor se, hvad modstanderne gør, og da slet ikke fire angreb frem i tiden. Så man planlægger sine angreb i blinde, og må bare tilfældigt afgøre, om det er nu, at en modstander skal stunnes eller have maximum skade. Grafisk er Of Orcs and Men rigtig flot. Figurer og omgivelser er flot modelleret med gode effekter og en generelt lækker stil. Der er lidt knas med synkroniseringen mellem mundbevægelser og lyd, det ser faktisk slet ikke godt ud, og det er også som om, at menneskene kun har to forskellige ansigtsmodeller, men ellers er det ganske imponerende.

1

Men så slipper mine pæne ord også op. Som nævnt er der noget interessant i de forskellige kampsituationer, men det bliver virkeligt enkeltstående situationer, for banerne er så simpelt designet, at man vitterligt bliver guidet igennem en smal gang, hvad enten man så er i en by under åben himmel, eller dybt i katakomberne. Alle spil behøver jo ikke at være open world, selvom det normalt passer ret godt til rollespil, men her er der intet at se eller interagere med før den næste kamp eller filmsekvens. Bortset fra et minimum af afstikkere og små sidemissioner, kunne det her lige så godt være on rails. Slåskampe og cutscenes på en snor.

De relativt mange filmsekvenser fortæller historien, og selvom udgangspunktet som nævnt er rimelig interessant, formår spillets tone at ødelægge min lyst til at opleve den historie fuldstændigt. Jeg kan sådan set godt tage et tykt lag klicheer, det forventes vel i fantasy, men jeg har ingen tolerance for dialoger, der tror at det er sejt eller cool, at bruge så mange bandeord som muligt. Jeg elsker Pulp Fiction og The Big Lebowski lige så meget som alle andre, men en ork og en goblin, der umotiveret skal presse et “fuck” eller “shit” ind i hveranden sætning, giver mig lyst til at slå hul i skærmen. Jeg skal passe på ikke at være for snobbet, men i forhold til den måde spillet er skrevet på, er det ret tydeligt at udvikleren er fransk, eller fra et ikke-engelsktalende land, og jeg håber virkeligt ikke, at der har været nogen med engelsk eller amerikansk som modersmål, der har været involveret i at skrive dialogerne.

Grundlæggende er Of Orcs and Men selvfølgelig ikke uspilleligt. Der er noget godt håndværk bag, og der er også noget spændende ved kampsystemet. Det bliver bare slet ikke fulgt til dørs af et spil, der ellers er værd at bruge tid på desværre.

5 / 10

Læs om vores karaktersystem Of Orcs and Men - anmeldelse Janus Hasseriis Den ældgamle strid mellem mennesker og orker - som du aldrig har set den før. 2012-11-22T08:00:00+01:00 5 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!