Frem med pengepungen: Steam-udsalget er begyndt

Vi lægger hårdt ud med XCOM: Enemy Unknown. Se hvilke spil, der er til salg.

Den næste uge bliver en fattig uge for alle, der elsker Steam-udsalgene.

Ganske som ventet er efterårets Steam-udsalg skudt i gang her til aften.

Dagens hovednavn er XCOM: Enemy Unknown, der er sat ned med 33% og derfor langt fra de traditionelt ret vanvittige tilbud, hvor store Steam-spil sættes ned med 75-90%.

Der kommer forhåbentlig mere pondus over rabatterne over den kommende uge, for efterårsudsalget står på indtil den 26. november. Dagens andre store tilbud er nævnt nedenfor. Herudover er der Flash Deals, der dukker op med større hyppighed, men også udgår desto hurtigere.

Du må altså holde øje på Steampowered.com for at få alle de bedste tilbud med.

Eurogamer.dk har haft fingrene i XCOM: Enemy Unknown i over en måned, og som vi gav udtryk for i vores anmeldelse, så er det alle pengene værd - især med 33% rabat.

Terraria vil være interessant for alle, der har spillet MineCraft og gerne vil prøve samme oplevelse i et 2D-miljø. Spillet udkom netop til Steam i sin oprindelige udgave, men er også på vej til PS3 og Xbox 360.

Efter det aktuelle efterårsudsalg er overstået kan vi se frem til den 20. december, hvor et tilsvarende juleudsalg begynder på Steam. Traditionelt byder denne begivenhed på voldsomme pakkeløsninger, hvor du eksempelvis kan købe alle Rockstars spil med rabatter på op til 75%.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!