Rockstar: Vi overvejer Grand Theft Auto til Wii U

Wii-konsollens succes betyder, at GTA muligvis er på vej til Nintendos konsol.

Nintendo og Rockstar slår måske pjalterne sammen.

Indtil videre regner vi kun med, at Grand Theft Auto 5 udkommer til Xbox 360 og Playstation 3 i løbet af foråret.

Men Rockstar spekulerer stadig på at sende gangstersimulatoren ud til pc og Nintendo Wii U. Hvis sidstnævnte mulighed bliver aktuel, er det en skelsættende begivenhed for samarbejdet mellem Rockstar og Nintendo, der igennem to konsolgenerationer har været yderst sparsomt.

Meldingen kommer fra Rockstars grundlægger, Dan Houser, som vil være interesseret, hvis der er nok penge i at lave udgaver til Nintendos konsol. Til gengæld vil Rockstar ikke arbejde på at bygge Kinect eller PS Move ind i PS3- og X360-versionerne.

- Alle andre platforme end PS3 og Xbox 360 indgår i vores overvejelser. Det er alt jeg kan sige. Vi er en tredjepartsudvikler. Vi er ikke Nintendo, Sony eller Microsoft. Vi bevæger os hen hvor der er et marked at erobre. Hvis der bliver et marked på Apples produkter, vil vi også lave et spil til Apples produkter, udtaler han til IGN.

Et GTA med tre hovedpersoner
Rockstar er for alvor kommet i søgelyset efter den sidste uges massive hype af Grand Theft Auto 5. I en artikel afslørede udgiveren en række detaljer om spillet, der som det første i serien har hele tre hovedpersoner.

Den melding blev fulgt op af en videotrailer, som viser en bid af den enorme storby Los Santos og mange transportmidler fra spillet.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!