Er Windows 8 en katastrofe for gaming?

Gabe Newell satte gang i kontroversen, da han kaldte Windows 8 'en katastrofe'. Eurogamer har spurgt hele udviklermiljøet om det nye styresystems gamingmuligheder...

Er det nye Windows 8 en katastrofe, eller kan det sparke gang i pc-gaming?

Windows 8 har haft det svært i sin første tid på markedet. Og allerede i beta-perioden var der kritiske røster i gamingmiljøet, der tvivlede på om styresystemet kunne hjælpe pc-gaming på bedre veje. En af dem var Gabe Newell fra Valve, der tilmed kaldte Windows 8 'en katastrofe for alle i pc-branchen'. Den modige bemærkning fik anerkendende nik med på vejen fra både Blizzard og Minecraft-skaberen Notch. Sidstnævnte kom fra indieverdenen og kaldte det et skridt tilbage for denne del af udviklermiljøet.

En af de største bekymringer går på, at Windows 8 går fra at være en åben platform til også at være en lukket markedsplads i stil med App Store. Nu opfordres brugerne til at købe spil og programmer gennem Windows Store, der er Microsofs bud på netop Apples virtuelle butik. På den måde kan Microsoft selv regulere udbuddet og tage en bid af avancen.

- De er misundelige på Apple. Engang var Microsoft de succesfulde, men så lænede de sig tilbage og så hvordan Apple overtog markedet. Det har efterladt Microsoft i en position, hvor de virker gamle og bagud. De ser på Apple og iOS Store og ser de store beløb, som den lukkede platform giver, fortæller Chris Delay fra Introversion Software, der arbejder på Prison Architect.

Fodboldgenierne er også bekymrede
Samme bekymring deler Miles Jacobson, der er chef for Sports Interactive, holdet bag Football Manager.

- Det virker som om Gabe Newell har fået forelagt den interne e-mail, som har cirkuleret på vores team om Windows 8, udtaler han. Ifølge Jacobson har det været svært for en trofast pc-udvikler at se hvordan Microsoft ikke længere får dem til at følge sig velkomne med Windows 8's lukkede miljø.

2

Du scroller til højre og venstre, ikke op og ned, i Windows Store.

Allerede nu føles Windows 8 som et markant skridt på vejen mod et fuldstændig lukket miljø. Den nye Windows Store er bygget ind i styresystemets Metro-layout, og i Windows RT til den håndholdte Surface er det den eneste måde, man kan få nye programmer på. De skal samtidig udvikles specifikt til Windows Store. Den gamle Windows 7-prægede Desktop Mode er tilgængelig i de øvrige Windows 8-versioner, men i RT oplever man kun det gamle Skrivebord, når man bruger Internet Explorer og Office-pakken.

Miles Jacobson fortæller, at det ikke har givet andet end forvirring at skulle forklare de forskellige versioner. Sports Interactive brugte i starten Twitter og sit eget forum til at forklare, hvad forskellen var på RT og det ægte Windows 8, men det blev simpelthen for tungt for visse brugere at forstå. Det tager han som et alvorligt tegn, for hvis Microsoft vælger at fjerne skrivebordsmiljøet fuldstændig, vil folk formentlig fortsætte med Windows 7 for at bibeholde denne del af Windows-oplevelsen.

Actionheltenes mening
Også en anden europæisk udvikler, Serious Sam-udviklerne fra Croteam, er stærkt utilfredse med Windows 8. I et indlæg på Steam-forummet skrev Alen Ladavac fra Croteam forleden en udtømmende og barsk beskrivelse af styresystemet:

- En lang række udviklere er bekymrede for, at når vi engang får Windows 9 eller en eller anden form for efterfølger til Windows 8, så vil Microsoft have taget skridtet fuldt ud og fjerne skrivebordsmiljøet. Hvis det betyder, at man kun kan få apps via Windows Store, vil det for altid være slut for Windows, udtaler han.

3

Der er kun kedelige og triste ikoner, hvis ikke programmerne er skabt til Windows Store.

Har Gabe rent mel i posen?
Der kan dog også være andre grunde til, at Gabe Newell er bekymret. Windows Store er en trussel mod Valves Steam-tjeneste, og Microsoft har uden tvivl haft konkurrence med dem på sinde, da de udviklede Metro-layoutet. Kort før Newell skrev det kritiske indlæg om Windows 8, varslede Valve, at Steam ville komme til Linux. Ladavac fra Croteam forsøger dog at se objektivt på denne del af striden.

- Gabe Newells manifest var ikke en overreaktion. Det nye Metro-layout er udelukkende et middel, så Microsoft kan låse Windows-programmer inde i et lukket system på samme måde som iOS, udtaler han.

Eksempelvis kan man se en opdeling, hvor deciderede Windows Store-apps får flotte og dynamiske ikoner, mens alt udefrakommende får nogle kedelige og statiske ikoner.

- Hvis det alene var sådan, at man lavede en Windows Store for at gøre det nemmere at få fingre i programmer og spil, så ville det være fint. Man for at få sit program i butikken, skal det godkendes af Microsoft. Der har været bøvl med at få godkendt mange programmer, så bl.a. Call of Duty, Skyrim og Serious Sam er blevet afvist. De har også forbudt mods, og det kan meget vel blive sådan, at de blokerer Open Source engang i fremtiden, uddyber Ladavac.

Ikke alle er utilfredse

Det er dog ikke alle, der er utilfredse med Windows 8. Notch repræsenterer ikke alle indie-udvikler, når han kritiserer systemet, for hos Dlala Studios er Aj Grand-Scrutton faktisk meget tilfreds med Microsofts tilgang.

- Vi repræsenterer et synspunkt, hvor man som udvikler starter uden en krone på lommen. I starten undersøgte vi primært muligheden for at få vores spil ud på Android og iOS, men da tænkte vi, at vi ville blive glemt i mængden af 500.000 andre programmer.

Dlalas første program, Janksy, et et puzzle-spil med sci-fi-elementer, og det kostede dem kun 70 britiske pund at få et års adgang til Windows Store. Til sammenligning koster det 100 pund for en Apple-udviklerlicens.

- Da Windows 8 kom på gaden, var der kun 500 programmer i butiken. Det, der afgjorde sagen for os, var dog dialogen med Microsoft. De er ekstremt gode at arbejde sammen med. Vi læste artiklen på Eurogamer om at Windows 8 ville være frygteligt, og det fik os til at antage, at Microsoft ville være nærmest ubehagelige over for os. Men vi lærte dem at kende og vi fik utrolig support fra dem. Vi har teknisk support nærmest 24/7, udtaler han.

I så fald er det en forandring i forhold til de gamle dage. Delay fra Introversion kan fortælle om hvor svære Microsoft var at arbejde sammen med.

- Tidligere var det en plage at lystre alle Microsofts vink. De tvang os til at indbygge en gamepadfunktion alene i det tilfælde, at folk tilsluttede en Xbox-controller og ville bruge den i Darwinia. Vi skulle også lave grafikken om, så spillet kunne fungere på større skærme. Vi gik alle disse trin igennem og endte med at sælge knap 10 eksemplarer. Så lavede vi Darwinia til Xbox 360, og da stak det helt af med kravene. Microsoft er et firma, som skriver tusindvis af sider med krav til en udvikler, og til sidst gider man ikke mere, forklarer han.

4

Janksy, en af de 500 første apps til Windows Store.

Ifølge Dlala-udviklerne er der dog gode ting ved de strenge certificeringskrav.

- Der er selvfølgelig dårlige sider af at have et lukket marked, men det betyder, at der kommer en kvalitetskontrol i hele processen. Der kommer kort sagt ikke en spand lort ud på Windows Store, når man skal igennem tests og kvalitetskontrol. Jeg kan godt se, at Newell vil få det sværere med at gøre Steam til den foretrukne pc-butik. Vi må se, hvordan det går. Men vi kan blot sige, at vi er en uafhængig udvikler, som blev grundlagt for ti uger siden, og nu har vi allerede fået udgivet et spil til Windows 8.

Den holdning deles af Rajat Gupta, der har grundlagt den smarte nye pc-streamingtjeneste Agawi.

- Jeg gad godt vide, hvad Newell synes om iOS. Mange udviklere og forbrugere er fløjtende ligeglade med, at det er et lukket system. Forbrugerne vil bare have, at det er let at få adgang til programmer på de platforme, de elsker. Mange kan jo godt se, at iOS er et fint og rent økosystem, og se hvordan det har lokket udviklerne til. Se derimod på Android, som er meget åbent og deraf totalt kaos. Jeg kan forstå Gabes tankegang, men man skal huske, at han udtaler sig som repræsentant for Steam.

1

Der er rigeligt med hvidt.

Det kan Chris Delay fra Introversion være enig i.

- Det giver et bedre produkt. Når du starter et iOS-program, bliver det f.eks. lukket ned af styresystemet, hvis det ikke giver svar i løbet af femten sekunder. Og fordi Apple har haft den regel fra begyndelsen, ser du ikke programmer som tager en uendelighed at starte op. På samme måde vil Microsoft også kunne kontrollere kvaliteten, få en del af indtægten og tage sig af mange sikkerhedshensyn, udtaler han.

Faktisk indrømmer Delay også, at en stor del af hans skepsis er en grundlæggende mistillid til Microsoft og deres hensigter. Et lukket system hører ifølge ham hjemme på en konsol og en telefon, ikke på en pc.

- Jeg har ikke lyst til at se pc'en blive en lukket platform. Microsoft er ikke et firma, der kan overskue denne proces uden at tænke en grad af kynisme ind over. Med andre ord, så vil de f--ke det her op. Det kommer til at betyde, at vi skal indbygge Kinect, lave spillene i 16 forskellige sprog og lave et Microsoft Office plug-in. Det er mit værste mareridt.

- En åben platform vil betyde, at programmerne har flere fejl, er mere rodede og crasher oftere. Men på den anden side, så kan du faktisk downloade et spil som DayZ. Nok er det fyldt med fejl, og nok er det svært at få forbindelse til noget som helst, men på den anden side er det en af de bedste spiloplevelser, jeg nogensinde har haft. DayZ ville aldrig kunne udkomme på Xbox Live på dette stadie, for det ville ikke slippe igennem kvalitetstesten, afslutter Delay.

Betyder det så, at Gabe Newell var berettiget til at kalde Windows 8 en katastrofe? Det er klart for tidligt at drage en konklusion, men konsensus er, at Microsoft bevæger sig i helt nyt territorium kan risikere at brænde broer med Windows 8.

Kommentarer (5)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!