Vice City er fjernet fra Steam pga. Michael Jackson

Wanna Be Startin' Something må ikke være med i GTA: Vice City længere.

10 år efter spillets premiere gør rettighedsindehavere oprør mod Vice City.

Rockstar har trukket Grand Theft Auto: Vice City tilbage fra Steam og fjernet muligheden for at købe spillet, før der kommer en væsentlig ændring i spillets kode.

Problemet er, at én af Michael Jackson-sangene i spillets 80'er-soundtrack åbenbart er i strid med copyrightlovgivningen og derfor skal fjernes omgående. 'Wanna Be Startin Something' har været med i spillet lige siden udgivelsen tilbage i 2002, men nu er det åbenbart sådan, at Warner Chappell og Sony Music Entertainment kræver sangen fjernet.

De mere præcise omstændigheder omkring Rockstars rettigheder fremgår ikke af meldingen. Desværre er det heller ikke angivet, hvornår Vice City kommer tilbage på Steam.

I løbet af de kommende måneder kommer GTA: Vice City til iOS og Android, og det er muligvis i forbindelse hermed, at Rockstar skulle genforhandle rettighederne med bagmændene bag spillets flotte 80'er-soundtrack.

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!