Verdensmesterskabet i Starcraft starter i dag

Eurogamer følger danske Jon "Babyknight" Andersen on-site ved StarCraft II-verdensmesterskabet i Shanghai.

I weekenden tørner verdenseliten inden for den professionelle StarCraft II- og World of WarCraft-scene sammen i Shanghai, Kina, når Blizzard åbner dørene til dette års Battle.net World Championship-finale.

En spektakulær begivenhed, ikke mindst set med danske øjne, da 20-årige Jon "BabyKnight" Andersen er blandt de deltagende 32 StarCraft II-spillere. Oven på en flot sejr i WCS Danmark, og senere en femte/sjetteplads ved de europæiske mesterskaber, lykkedes det altså Jon at tilkæmpe sig en plads blandt verdens absolut bedste.

Jon vil dog få kamp til stregen, både af sin banemand fra WCS Europe, hviderussiske LoWeLy, men også af den horde af usandsynligt dygtige koreanere, heriblandt HerO og Rain, der står på spring for at snuppe titlen som verdens bedste StarCraft II-spiller.

1

Danske Jon BabyKnight Andersen, der i øvrigt spiller Protoss, er blandt de 32 finalister i StarCraft II-turneringen ved Battle.net World Championship. Selvom de koreanske superstjerner er storfavoritter, håber vi selvfølgelig på en overraskende sejr til Jon.

Lørdag går det altså løs, først med indledende gruppespil, og søndag blændes der op for de afgørende kampe samt præmieoverrækkelse. Dette gælder både for StarCraft II og World of WarCraft: Arena-turneringerne.

Eurogamer er på pletten i Shanghai og vil løbende rapportere fra begivenheden, selvfølgelig med særlig fokus på Jon "BabyKnight" Andersens skæbne. Vi håber også at fange Jon til et interview eller to, ligesom vi kommer til at tale med flere af udviklerne bag hhv. StarCraft II og World of WarCraft.

Som ved alle Blizzard-konventer er der også blevet plads til forskelligt andet gøgl, heriblandt en cosplay-turnering, som vi selvsagt også tager et kig på. Endelig vil undertegnede blogge i dagbogsformat om begivenheden, om stort og småt fra Shanghai, Kina.

Tjek derfor tilbage løbende, som nyt dumper ind. Husk, du kan følge/streame de forskellige kampe fra Battle.net World Championship live på den officielle hjemmeside.

Kom så, BabyKnight!

Eurogamer Danmark er inviteret til Battle.net World Championship af Blizzard Software Development Shanghai Co. Ltd.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!