A Hat in Time er på Steam Greenlight

Flot spil fra dansk udvikler.

A Hat in Time er et kommende "saml-en-masse eventyrspil" til PC og Mac som kombinerer den flotte cel-shaded grafik fra Wind Waker med spillestilen fra Conker's Bad Fur Day og Donkey Kong 64.

1

Spillet bliver udviklet af den danske Jonas Kærlev aka Mecha the Slag. I A Hat in Time spiller man som Hat Kid, en pige med en paraply som også kan bruges som våben og propel.

Hver bane i spillet repræsenterer hver sin dag, og det man gør i én bane påvirker de følgende baner. "Når Hat Kid ændrer noget i den første bane påvirker det alle de andre baner på dramatisk vis, og åbner dermed for nye muligheder i de baner som ikke før var tilgængelige," forklarer Jonas til Eurogamer.

"For eksempel, i kapitel 1 akt 3, hvor Hat Kid besejrer en mafia af kokke. Fordi mafiaen så ikke findes i fremtiden går det nu godt for den landsby som før lå i ruiner."

Jonas fortæller desuden at "der er meget mere fokus på at udforske end på at kæmpe, men jeg gør hvad jeg kan for at undgå at kampene bliver en kedelig tjans."

De klare farver og det glade musik giver helt bestemt spillet en distinkt Nintendo stemning, og i en tid hvor retro 2D spil er på fremgang er det forfriskende at se et flot 3D spil fra et én-mands hold.

Jonas regner med at have spillet klar til udgivelse i sommeren 2013, og forventer at have en demo klar til december eller januar. Han fortæller at spillet kommer til at have en længde på ca. 5 timer, og at tage $1 for det, men bemærker at det ikke helt er fastlagt endnu.

Nedenfor kan du se en video med gameplay fra A Hat in Time, og du kan stemme på spillet på Steam Greenlight. I øjeblikket er spillet cirka 60 procent af vejen til at ligge i top 100, så gå ind og stem så vi kan få flere danske spil på Steam.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!