Buddha Fingers - Anmeldelse

Kung Fu i lommeformat.

Hvad gør man, når man finder ud af at man har en tvilling man ikke kendte til? Svaret er, selvsagt, at man kæmper sig igennem hundredevis af fjender med ens Kung Fu kræfter.

I Buddha Finger gælder det om at tappe, swipe og bruge diverse andre touchscreen manøvrer i sekvens for at bekæmpe sine fjender. Hver bane består typisk af et par almindelige fjender - alt fra ninjaer til kokke - og derefter en bosskamp.

1

Har du nogensinde undret dig over hvor en ninjas svage punkter er?

For at bekæmpe en fjende skal man ramme specifikke punkter på fjendens krop. Gør man det ikke hurtigt nok risikerer man at tabe. For hver gang du rammer fjenden bliver din Shaolin Style power-up bar fyldt en smule mere op. Når den er fyldt, kan man bruge den til på en gang at fjerne alle trykpunkterne fra en fjende - altså et godt og gammeldags oneshot kill.

Spillet kører i bedste cheesy 70'er stil som iOS udgaven af de mere fjollede kampsportsfilm fra den tidsperiode. Grafikken er nydelig uden at være prangende, med trykpunkterne i fokus.

Buddha Finger er et spil af den gamle skole. Lady Shotgun er ikke gået på kompromis med sværhedsgraden. Det er forfriskende at se spil på Apples App-marked som ikke er bange for at bede spilleren om at tage en bane om igen (og igen, og igen). Der er samtidig heller ikke tale om et spil hvor man kan købe sig til en hurtigere - eller nemmere- oplevelse igennem køb i App'en.

Umiddelbart er der ikke meget at lægge en finger på i dette spil. Til blot 7,- er der meget underholdning for pengene, hvis du da ikke er bange for at blive udfordret.

2

I en tid hvor moderne spil åbenbart betyder ”brun” er det forfriskende med lidt farver.

Det kan både være godt og skidt at spillet både er tilgængeligt på iPhone og iPad. Jeg spillede spillet på min iPhone, og det fungerer. Dog er der visse steder - som når man skal bruge to eller flere fingre på skærmen på en gang - der godt kan gå hen og blive rodede. Hvis man som jeg har store hænder, så kan det godt betale sig at spille det på iPad'en i stedet for på sin iPhone.

Jeg kunne godt have ønsket mig lidt større variation i de lyde, som modstanderne bruger når de bliver ramt. Efter et stykke tid kan det godt blive en smule irriterende at høre de samme hvin og hyl når de onde ninjaer bliver udsat for mine Kung Fu kræfter.

Karaktersystemet der efter hver bane viser hvor godt eller dårligt du har klaret dig er ikke helt i top. Til tider kan man have klaret sig dårligt igennem en bane, og få at vide at man klarede sig godt (eller vice versa). Det er nu intet der rigtigt påvirker gameplay oplevelsen, men det kan være irriterende til tider. Kort sagt: Hvis du gerne vil udfordres, og ikke har noget imod et spil der hurtigt bliver hektisk, så er Buddha Finger noget for dig. Dog gør det sig klart bedre på en tablet end det gør på en smartphone (i hvert fald hvis du har store hænder).

3

Punkt 1 og punkt 2 skal man snurre rundt om med fingeren for at klare. Det er ikke ligefrem det nemmeste på en smartphone skærm.

Læs om vores karaktersystem

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!