De seneste måneders tilbagegang i World of Warcraft er bremset med den aktuelle udvidelsespakke, Mists of Pandaria.
Siden spillets premiere den 25. september er der kommet én mio. nye abonnenter ombord i onlinerollespillet. På den måde har spillet kæmpet sig tilbage til en status på over 10 mio. aktivt betalende spillere. Spillet har engang ligget på 12 mio., men har igennem en snart halvandenårig periode tabt medlemmer for hver måned. Det foreløbige nulpunkt kom i slutningen af sidste år, hvor der 'kun' var 9,1 mio. spillere i World of Warcraft. Den stime ser ud til at være brudt med dagens nyhed.
Blizzard angiver desuden, at der blev solgt 2,7 mio. eksemplarer af udvidelsespakken alene i den første uge på markedet.
Udviklingen fra 12 til 9. mio var i sin tid en alvorlig bekymring for firmaet. Aktionærerne kvitterede med at smide 7% af kursen, da nyheden kom frem i november 2011.
Den nye fremgang luner ekstra godt hos Blizzard, da vilkårene i øjeblikket er meget ugunstige for store onlinerollespil. Nye titler såsom The Secret World har knapt nok kunne frembringe 200.000 menneskers interesse, mens mastodonten Star Wars: The Old Republic har stabiliseret sig på 1,3 mio. mennesker siden skiftet til free-to-play.

