Stor ståhej i Guild Wars 2 den 16. til 18. november

ArenaNet lover tre dage med vilde events i Guild Wars 2.

Skal du være med til de tre dages skægge events?

Guild Wars 2 vil summe af liv fra den 16. til 18. november.

Her varsler udviklerne fra ArenaNet tre dage med unikke events, der skal trække gamerne ud af den traditionelle MMO-trædemølle og ind i unikke begivenheder. Visse af missionerne vil kun være tilgængelige denne ene gang. Formålet er at binde fællesskabet tættere sammen og udfordre de gængse måder at spille på.

Med navnet 'Lost Shores' begynder eventet på fredag den 16. november kl. 21:00 dansk tid. Her kan du tage til Lion's Arch og være med fra starten. Den første mission vil i de efterfølgende timer sætte gang i kampe og missioner over det meste af Tyria.

Om lørdagen, også kl. 21:00, fortsætter stimen fra Lion's Arch med flere unikke missioner.

Den store afslutning kommer den 18. november kl. 21:00, hvor ArenaNet lover en timelang session med utallige missioner. Dette event kommer kun én enkelt gang, men vælger man at være med fra første til sidst fløjt, vil man få en enestående oplevelse, når man skal gennemsøge Tyria for udfordringer sammen med de øvrige Guild Wars-spillere. Efter sigende vil nogle af de nye missioner forblive i verdenen, når Lost Shores-weekenden slutter.

ArenaNet lover at uddybe hver af de tre dages drejebog, når vi kommer tættere på weekend.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!