Apple sælger tre mio. iPads på tre dage

Der er rift om de nye modeller.

1

iPad mini.

Der er stadig stor rift om Apples iPad-tablets, også selvom den seneste model udkom for et halvt år siden. Hardwareproducenten oplyser i en ny pressemeddelelse, at der er solgt tre mio. af de nye iPad-modeller i løbet af de første tre dage på markedet.

Der er tale om et samlet antal solgte enheder, og Apple skelner ikke mellem iPad Mini og den større fjerdegenerations iPad. Alt andet lige er det dog et imponerende tal, da det svarer til mere end en fordobling i forhold til sidste iPad-lancering i marts måned. Her blev der solgt 1,5 mio. iPad 3-tablets i løbet af de første syv dage.

Det forventes desuden, at Apple kan holde tempoet kørende nogle uger endnu. De tre mio. solgte enheder er udelukkende WiFi-modeller, for først over de næste uger ruller 3G- og LTE-modellerne ud på markedet.

Efterspørgslen på især iPad Mini er kommet bag på Apple, og ifølge den øverste chef, Tim Cook, vil firmaet forsøge at skrue op for produktionen for at dække behovet.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!