Efter seks år får PS3 premiere i Kina

De kinesiske myndigheder bløder op for reglerne.

Efter seks års juridisk tovtrækkeri får de 1,35 mia. kinesere nu mulighed for at købe Playstation 3 i kinesiske butikker. Reglerne for at indbringe spilkonsoller i Kina er ekstremt strenge og har været det siden år 2000, hvor kinesiske myndigheder søsatte lovpakker til at beskytte ungdommen mod såkaldt skadelige medier.

Lovgivningen har essentielt set betydet, at konsoller er ulovlige at indbringe i Kina. Indbyggerne kan kun få fingre i PS3-, Wii- og Xbox 360-konsoller via det sorte marked.

Hverken Microsoft eller Nintendo har haft held med officielle lanceringer af hhv. Xbox 360 eller Wii i Kina. Nintendo har kun udsendt produkter via et specielt iQue-mærke, som de kinesiske myndigheder har givet tilladelse til at sælge.

Sony er gået uden om lovgivningen ved at beskrive Playstation 3 som et stykke elektronisk medieunderholdning snarere end en spilkonsol. Skellet kommer via den indbyggede Blu-Ray-afspiller, som angiveligt har fået Kina til at se mildere på maskinens mulige påvirkning af de kinesiske unge.

Der er ikke sat en præcis dato på hvornår Playstation 3 får premiere i Kina.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!